Viser opslag med etiketten Madopskrift. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Madopskrift. Vis alle opslag

tirsdag, august 06, 2013

Morgenmad




Jeg spiser altid morgenmad, men ikke den samme slags hver dag. Havregrød er den morgenmad jeg nok er allermest glad for. Den kan varieres i det uendelige og så er det supersundt med masser af kostfibre.

I dag har jeg bærkompot på min havregrød og som I kan se, er der ingen smørklat på grøden......smør er ikke en del af min kostplan lige for tiden.

Opskriften på bærkompot får I lige her:

BÆRKOMPOT/MARMELADE

200 gram bær efter eget valg, jeg brugte frosne hindbær og jordbær 100 gram af hver.
1 udstenet og tørret daddel (giver sødme, men kan sagtens undværes
2 spsk vand evt. erstat 1 spsk med citronsaft
1 - 1½ tsk Perfect Sød fra ISIS (start med 1 tsk og smag til)

Lad bærrene tø næsten op i gryden, skær dadlen i meget små stykker og kom vand i gryden. Lad det koge ved svag varme indtil det er godt kogt ind. Tilsæt perfect sød og hæld marmelade i et glas.

Anbefaler at man ikke laver en større mængde, da holdbarheden er omkring 10 - 14 dage i køleskab da der ikke er hverken sukker eller konserveringsmiddel i.

Og lige et godt gammelt trick: hvis du under hele processen kun rører den ene vej i gryden, så skummer det ikke :-) Ja ved det lyder skørt, men prøv det ;-)

Marmeladen kan også bruges som kompot til desserter, eller ovenpå skyr til morgenmad/mellemmåltid.

I 20 gram marmelade er der ca 10 kalorier

tirsdag, juli 30, 2013

Kyllingedeller med gulerod og peberfrugt



400 gram hakket kyllingekød 5% (kan købes i REMA)
1,5 dl havregryn
1 fed hvidløg
25 gram løg
1 dl minimælk
1 æg
1,5 tsk salt
peber
100 gram gulerødder
50 gram rød eller gul peberfrugt


Kyllingekød, havregryn, æg og minimælk røres sammen. Løg, hvidløg og gulerødder rives på den grove side af et råkostjern og røres i farsen sammen med hakket peberfrugt. Farsen smages til med salt og peber. 
Lad farsen hvile i ca 30 min i køleskabet.Formes til 12 - 14 frikadeller og sættes på en bageplade med bagepapir. Bages ved 200 grader i ca 35 min.....husk at vende dem ca hvert 10. minut.




Pr. 100 g

Energi162 kcal
Protein18 g
Kulhydrat11 g
Fedt5,5 g

tirsdag, juli 23, 2013

Frikadeller og persillesovs

.....lyder ikke som noget man kan spise når vægten skal ned, men det kan rent faktisk godt lade sig gøre.
Med lidt omtanke kan man fedtreducere retten betydeligt.




FRIKADELLER ca. 15 stk
500 gr hakket svinekød 3 - 8 %
1 finthakket løg
1 æg
1 dl havregryn
1½ dl minimælk
1 tsk salt
1/4 tsk peber
1 dl hakkede krydderurter (jeg har brugt persille og purløg)

Hæld mælken over havregrynene og lad dem trække lidt.

Rør hakket kød, løg og æg sammen til en fast fars.

Rør havregryn/mælkeblandingen i farsen, og tilsæt salt og peber og hakkede krydderurter.

Lad farsen hvile ca. 10 minutter.

Form 15 frikadeller og sæt dem på en bageplade med bagepapir og steg dem i ovnen i 30 minutter ved 200 grader. Vend dem hver 10. minut.

Server frikadellerne sammen med nye danske kartofler, kogte grøntsager og persillesovs......en rigtig lækker sommerspise :-)

Fedtfattig persillesovs

5 dl minimælk
2,5 spsk hvedemel
2 tsk rapsolie
persille
salt og peber

Ryst en jævning sammen af de 2 dl minimælk og hvedemelet. Kom jævning og resten af mælken i en gryde og kog det op under omrøring. Koges godt igennem i ca. 5 min.....pas på det ikke brænder på.
Tilsæt rapsolie og persille og smag til med salt og peber.

Næringsindhold: Frikadeller


Pr. 100 gPr. person (150 g)I alt
Energi168 kcal252 kcal1007 kcal
Protein21 g31 g125 g
Kulhydrat5,9 g8,9 g35 g
Fedt6,8 g10 g41 g
Næringsindhold: Persillesovs


Pr. 100 gPr. person (126 g)I alt
Energi67 kcal84 kcal336 kcal
Protein3,7 g4,7 g19 g
Kulhydrat7,7 g9,7 g39 g
Fedt2,3 g2,9 g12 g

søndag, juli 21, 2013

Purløgsdressing

Vi havde gæster til grill i aftes og da jeg ikke spiser fede dressinger var jeg jo nødt til at lave en fedtfattig udgave. Det blev der denne her opskrift ud af.
Det er blevet lidt af en hjertesag for mig at lave diverse opskrifter om til en fedtfattig udgave og den skal jo gerne smage mindst lige så god som originalen.....det synes jeg den her gør :-)

Til ca. 4 personer
140 g cheasy Fraiche 5 %, Arla
25 g creme Fraiche Dressing, Beauvais
10 g minimælk
2 spsk fintklippet purløg
0,5 tsk salt
0,3 tsk peber, sort
Bland cheasy fraiche med creme fraiche dressing og minimælk.

Tilsæt klippet purløg.

Smag til med salt og peber.


Beregningen er lavet på madlog.dk, hvor jeg også har lagt opskriften ind.

Pr. 100 gPr. person (45 g)I alt
Energi96 kcal43 kcal172 kcal
Protein4,4 g2 g7,9 g
Kulhydrat4,5 g2 g8 g
Fedt6,5 g2,9 g12 g

søndag, juli 07, 2013

Kartoffelsalat




Endelig er der nogenlunde godt vejr og vi vil ha´ fyret op under grillen i aften. Når vi griller plejer vi altid at få kartoffelsalat til maden udover almindelig salat som vi selvfølgelig også får, men det er ikke ungernes livret med alt det grønne, så derfor er der også lavet kartoffelsalat.

kartoffelsalaten her er en fedtfattig udgave, men jeg lover den smager fantastisk. Opskriften er efter inspiration fra et af medlemmerne på Kreativsiden og altså ikke en jeg selv har fundet på, men kun lavet enkelte småjusteringer :-)

KARTOFFELSALAT 4 - 5 personer

1 bæger cheasy fraiche 5 % (500 g)
25 g mayonnaise
salt og peber
50 gram forårsløg
850 gram kogte kartofler

Cheasy fraiche, mayonnaise, salt og peber røres sammen.
Forårsløg klippes i strimler og røres i dressingen.
Kartoflerne skæres i skiver og blandes i dressingen.

Kartoffelsalaten bliver bedst hvis den får lov at trække i mindst 4 timer. Den kan sagtens laves dagen før den skal bruges........den bliver faktisk bedre af det :-)

Pr. 100 gr:
Kcal 82 
Protein 2,7 gram
Kulhydrat 13 gram
Fedt 2 gram
kostfibre 1,1 gram

søndag, maj 02, 2010

C for cheesecake

abc

Jeg synes c er et vanskeligt bogstav. Man kunne selvfølgelig bruge ordene citron, cykel og cirkus, men de er næsten for oplagte, så jeg har “lånt” ordet cheesecake fra det store udland :-)

ostelagkage 001

Hvis nogen skulle få lyst til at lave sådan en kage, så har jeg brugt denne opskrift.

Jeg håber den er god for lige om lidt serverer jeg kagen for familien.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på i abc-legen, så se bare her.

tirsdag, december 15, 2009

Havregrynskugler

Havregrynskugler hører julen til.


Skålen de er i, er en jeg har malet da jeg i en fjern fortid malede på porcelæn, helt tilbage i 1983.



Havregrynskugler

125 g smør
3 dl havregryn
1½ dl flormelis
½ dl kakao
2 tsk vanillesukker
3 spsk kold kaffe
1 dl kokosmel til at trille kuglerne i

Alle ingredienser (undtagen kokos) blandes godt sammen (jeg bruger foodprocessor, men en blender eller håndmikser kan sagtens bruges i stedet)
Tril små kugler og rul dem tilsidst i kokosmel.
Har du nogen i familien der ikke kan li´ kokosmel, så kan de sagtens rulles i kagekrymmel, men jeg foretrækker selv kokos. Smag og behag!

torsdag, december 10, 2009

Leverpostej

I går var jeg en tur hos tandlægen og bagefter i supermarkedet for at handle lidt ind til jul. I køledisken rendte jeg over et godt tilbud på lever og spæk og pludselig fik jeg lyst til at lave leverpostej. Det er ellers mange år siden jeg har gjort det, men nu skulle det altså prøves og her ser I resultatet. 6 skønne bagte postejer + jeg har kommet 3 ubagte i fryseren, lige til at tage op og bage inden serveringen. Nemt ikke?



Leverpostej

1100 g svinelever
550 g spæk
1 tsk peber
½ tsk allehånde
8 tsk salt

Afbagning:
200 g margarine
300 g mel
1 l + 1 dl mælk
1 stort finhakket løg

Svinelever og spæk hakkes hver for sig.
Smelt margarinen og svits løgene let heri uden at de tager farve. Tilsæt mel og rør godt sammen. Tilsæt mælken lidt af gangen. Krydderierne kommes i den færdige afbagning og derefter kommes spækket i og varmes med til det er næsten smeltet.
Leveren tilsættes og røres godt sammen.
Kommes i aluforme og bages i vandbad ved 195 grader i 1 time. Postejerne kan også fryses ubagte.



Jeg lover at næste indlæg her på bloggen, handler om strik ;-)
Olive er nemlig lige ved at være færdig :-))

torsdag, februar 21, 2008

Opskrifter på rundstykker

Tak for alle kommentarerne om mine hjemmebagte rundstykker. Flere har spurgt om opskrifter, så de kommer her.
ANJAS RUNDSTYKKER 16-18 stk

50 g gær
7 dl lunken vand
1 tsk salt
1 tsk sukker
1 spsk rapsolie
4 dl havregryn (160 g)
ca 900 g mel

Til pensling ½ dl surmælksprodukt
birkes, solsikkekerner mv..

1. Kom gær og vand i en stor skål og rør rundt så gæren opløses.
2. Tilsæt salt, sukker, olie, havregryn og det meste af melet og ælt dejen. Tilsæt løbende mere mel (måske det hele) til du har en blød og smidig dej, der lige akkurat slipper fingrene.
3. del dejen i 16-18 stykker.
4. Form dejstykkerne til morgenbrød efter eget ønske (horn, håndværker, knuder mv...)
5 Sæt morgenbrødene på bageplader beklædt med bagepapir, pensl dem med surmælksprodukt og kom birkes mv på.
6. Lad morgenbrødene hæve 30 min og bag dem derefter midt i ovnen 15-20 min ved 200 gr (180 gr ved varmluft)

Horn: Tril dejen til pølser, der er spidse i enderne og krum pølsen til horn.

Håndværker: Du kan lave 4 håndværkere ved at rulle en fjerdedel af dejen ud til en firkant på ca 15x20 cm, dejpladen delen i 4 stk.

Kranse: Tril dejen til pølser og fold disse sammen til kranse.

Knuder: Tril dejen til pølser og slå en knude på disse.

VIGTIGT: Hvis I vil langtidshæve dejen, skal I kun bruge det halve gær.


TOVES SMØRBIRKES 9 stk

40 g gær
1 dl kold mælk
1 æg
100 g smør
325-350 g mel
½ tsk salt
Endvidere: Sammenpisket æg og birkes

Rør gæren ud i den kolde mælk, tilsæt ægget, smørret skåret i små stykker, 300 g af melet og salt. Rør det hele sammen og ælt det så med det resterende mel til en glat dej.
Lad dejen hvile 2-3 min og rul den ud til en lang rektangulær plade (ca 22x60 cm)
Pensl hele dejfladen med sammenpisket æg. Fold nu den ene langside ind mod midten og tryk den fast og fold den anden langside hen over den, så den slutter 2-3 mm fra kanten.
Skær den sammenfoldede dejplade i stykker (ca 6 cm lange) og læg dem omvendt på bagepapir på pladen - således at sammenføjningen er nederst. Pensl stykkerne med æg og drys med birkes og lad dem - for så blir de bedst - hvile lunt i 15 - 20 min, mens ovnen varmes op til 225 grader.
Sæt pladen i den hede ovn og bag brødene i ca 17 min.

Opskriften på Pia´s rundstykker kan I finde her.

lørdag, juni 16, 2007

Lørdagsguf


Så er der muget ud og huset er rengjort og klar til at vi får gæster i aften. Min fars tante er en tur på fastlandet, hun bor til daglig på Læsø. Et par gange om året kommer hun herover og er ca en uge hos mine forældre. I aften kommer hun så og besøger os. Hun skal blandt andet forkæles med denne drøm af en lagkage. Den er ikke specielt velegnet til os der er på slankekur, men et lille stykke det skal jeg altså ha. Opskriften får I her, hvis I skulle få den slags lyster.
3 chokoladebunde, evt hjemmebagte (mine har karen Wolff lavet)
½ l piskefløde
1 dl brun farin
4 spsk nesquick kakaopulver
1 lille ds syltede mandariner
chokoladespåner

Pisk fløden sammen med farin og kakaopulver. Fordel halvdelen af skummet mellem de tre bunde. Den anden halvdel fordeles ovenpå den sidste bund og på siderne. de syltede mandariner dryppes godt af og lægges på køkkenrulle inden de bruges til at pynte kagen med. til sidst drysses med chokoladespåner.
Kagen kan laves i forvejen og kommes i fryseren. Tages op et par timer før servering.

lørdag, juni 09, 2007

Smoothie


Her i sommervarmen er det godt med lidt lækkert så i får lige min opskrift på Smoothie.



4 dl tykmælk
1 banan
200 g frosne hindbær eller jordbær
ca 2 spsk akaciehonning
Det hele blendes sammen og serveres i høje glas.

Portionen rækker til 3-4 personer, alt efter lækkersult!!