Så fik jeg strikket ærmer på Bette og den er færdig. Alt hvad der skal siges om opskriften er vist sagt, da modellen er kendt ude i det ganske blogland. Jeg har nu ikke købt opskriften, for den har været bragt i Hendes verden nr 25/2005 og det er derfra min opskrift stammer. Jeg sendte en mail til håndarbejdsredaktionen på bladet og dagen efter havde jeg en opskrift kvit og frit. Se det kalder jeg service!
Jeg har syet slidsen forneden sammen da jeg synes den flanede for meget, men ellers har jeg ikke noget at klage over og det er en model jeg helt sikkert vil strikke igen. Jeg har brugt i alt 85 g strømpegarn til str 3-6 mdr.