lørdag, februar 21, 2009

Føj hvor det sner


Det er ikke så nemt at se på billedet, men faktisk så sner det skomagerdrenge i øjeblikket. Ældste er lige kommet hjem fra reklameturen, der har varet noget længere end den plejer. Det er nu ikke fordi vi har så skrækkeligt ondt af ham, for turen skulle jo udskydes til det ikke kunne være længere. Hvis nu han var gået noget før kunne han ha´ undgået det værste snevejr, men man vil jo ikke lytte til oldgamle og fornuftige forældre:-)
Godt man kan være indendørs og hygge sig med stearinlys, kaffe og strikketøj;-)

søndag, februar 15, 2009

Forårstrøje undervejs


Undervejs på mine pinde er en forårstrøje. Det er ved at være et stykke tid siden jeg startede på den, men der har været andre ting der pludselig virkede mere spændende og den fik lov til at ligge. Nu er den fundet frem igen og jeg håber jeg når et pænt stykke på den i dag.
Den er meget simpel at strikke, oppefra og ned med striber. Jeg strikker i Supersoft fra Marianne Svit og noget skønt garn jeg fik af Annette i sommers.

lørdag, februar 07, 2009

Pigetrøje


En pigetrøje størrelse 3 år er færdig. Guderne må vide, hvem der skal ha´ den, men mon ikke jeg render over nogen der kan bruge den. Opskriften har jeg fundet på Coops hjemmeside. Garnet er Firenze fra Coop.



I dag har jeg købt garn til denne model fra Drops design, men jeg har lige noget andet jeg skal være færdig med først. Håber jeg klarer at vente med at gå i gang ;-)

Udover det har min mor i dag spurgt om jeg vil strikke nogen helt almindelige strømper til hende. Det vil jeg selvfølgelig gerne gøre og har tænkt mig at jeg vil forsøge mig med magic-loop metoden.

lørdag, januar 31, 2009

Nye sokker til mig


Indrømmet, det blir ikke til meget strik lige nu. Til gengæld oplever jeg en masse spændende på jobbet. Der er masser at lære og mange nye indtryk, men jeg elsker det og tror virkelig, jeg har fundet det rette job for mig.
Jeg har meldt mig til Stickameras sokkeklub, men har måttet opgive Januarsokkerne. Samtidig med eksamen og nyt job, kunne min hjerne overhovedet ikke tyde diagrammet til snoningerne på Plaited Points. I stedet har jeg strikket Basic cabled socks, dem kunne min hjerne lige klare;-)
Garnet jeg har brugt hedder Regia Bamboo Color

søndag, januar 04, 2009

Lidt til hovedet.


Nevøen vokser rigtig hurtigt og svigerinden påstår, han ikke kan bruge andre huer end dem faster strikker, så jeg måtte på den igen. Det har jeg nu heller ikke noget imod. En optælling og sortering af mit strømpegarn har vist jeg har rester nok til ufatteligt mange djævlehuer.



Nu skal det hele godt nok ikke bruges til huer. Jeg er jo også i gang med et tæppe af resterne, og jeg har luftet hæklenålen. Det kom der 2 firkanter ud af. Uha, det vil vare længe inden jeg har et færdigt tæppe, men pyt, et tæppe må gerne være et laaangtidsprojekt.

Min lange juleferie er ved at være slut nu og det er vist godt nok. Vi trænger vist alle til at komme afsted igen.
jeg har i den grad nydt at holde ferie og have god tid til familien og strik. Selvom det ikke er det helt vilde, der er blevet fremvist her på bloggen, så har jeg altså strikket rigtig meget, det er bare ikke færdigt endnu.
På pindene lige nu er en pigetrøje størrelse 3 år, 2 par strømper og en trøje til mig selv. Det skal være min forårs/have trøje, som jeg lige kan smutte i når der blir mildere i vejret og haven kalder.

onsdag, december 31, 2008

Farvel 2008 - goddag 2009


I ønskes alle sammen et rigtig godt nytår.
Tusind tak for alle de skønne kommentarer jeg har fået af jer i 2008.
Vores nytårsaften kommer til at foregå stille og roligt herhjemme sammen med børnene.
Der er indkøbt lidt fyrværkeri, men jeg nøjes med at se på indefra. Jeg indrømmer gerne at jeg er en bangebuks og en piveskid, men jeg har med egne øjne set hvilke skader fyrværkeri kan give. Selvom det efterhånden er omkring 20 år siden, så er det noget jeg ihvertfald aldrig glemmer og hvert år til nytår så drager jeg et lettelsens suk når skyderiet er overstået.
Pas rigtig godt på jer selv derude i aften.
Vi "ses" i 2009.

lørdag, december 27, 2008

Granny squares dukketæppe

Julen er veloverstået og der er blevet spist and og risalamande i 3 dage nu! Julemad er godt, men ihh hvor vi alle glæder os til pizza og salat i aften.


Jeg har hæklet en smule her i juledagene og er blevet færdig med et lille tæppe til niecens dukker. jeg har nemlig hørt en fugl synge om at hun skulle ha´ en dukkevogn i julegave og så skal man da også ha´ et tæppe!
Jeg har brugt nogen rester af bomuldsgarn og hæklet 20 firkanter. Syet firkanterne sammen og hæklet en muslingekant udenom. Voilá, et styks tæppe færdig. Det største arbejde var næsten at hæfte alle trådende

tirsdag, december 23, 2008

Juletræet med sin pynt


Mens jeg har kogt risengrød, har manden og børnene pyntet juletræet. Da billedet blev taget var de ikke færdige endnu, men nu står det fint og færdigpyntet på dets plads.
Nu blir der vist ikke mere bloggeri før julen er ovre, så jeg vil da lige benytte lejligheden til at ønske jer allesammen
GLÆDELIG JUL

mandag, december 22, 2008

Pinkfarvede sokker


Der er godt nok knald på farven. I virkeligheden er den altså knapt så pink.
Sokkerne er en bestilling fra en af pigerne i klassen og hun har heldigvis selv valgt farven.
Opskriften er min egen basisopskrift, som jeg har udviklet gennem tiderne ved at tage lidt fra forskellige opskrifter. Den er mixet af 4 forskellige opskrifter, og den sidder helt fast i hovedet efterhånden.
Jeg har brugt 80 gram pinkfarvet Coop strømpegarn og strikket på p 2½.

søndag, december 21, 2008

Julemanden og alle hans nisser



I dag var så dagen, hvor julemanden og alle hans nisser kom til byen. Den obligatoriske slikpose blev uddelt og så er det altså snart jul.

Kære Charlotte

Selv om jeg ikke kender Charlotte personligt, vil jeg gerne være med til at sende gode tanker og vibrationer i hendes retning. Charlotte ligger i kunstig koma efter en trafikulykke.
Kære Charlotte
Vi er mange i cyberspace der lige nu sender bønner afsted til højere magter, så du kan blive rask og komme hjem til din familie.
Tanker og knus til dig...

mandag, december 15, 2008

Drops trøje



Som lovet i mit forrige indlæg, så kommer her lidt strik.
Det er Drops´ efterligning af EZ BSJ. Hammer kedelig at strikke, men egentligt helt pæn, når den er færdig. Dog syntes jeg den så lidt ufærdig ud, så jeg hæklede en omgang fastmasker rundt langs alle kanter, og det hjalp gevaldigt på det færdige resultat.

Faktaboks
Opskrift: Drops babytrøje
Garn: Aldis strømpegarn
Forbrug: 150 gram
Størrelse: 12 - 18 mdr.
Ændringer: Det eneste jeg har ændret, er at hækle en omgang fastmasker rundt om alle kanter. (Hæklet i mørkeblåt strømpegarn fra Coop

lørdag, december 13, 2008

Pinligt...

er det når jeg end ikke har sagt tak for alle de skønne kommentarer I har lagt til mit sidste indlæg. Det må jeg råde bod på, så TAK skal I ha´ alle sammen.

Det er også pinligt at ha´ en strikkeblog, når man næsten ikke kan levere et indlæg der har med strik at gøre. Jeg lover det snart kommer.

Pinligt er det også at jeg nærmest slet ikke får lagt kommentarer rundt omkring hos jer, der producerer så uendeligt meget smukt strik og andet håndarbejde. Jeg håber I tilgiver mig, jeg følger altså stadig med på jeres blogge selv om jeg er en klovn til at kommentere.

Dårlige undskyldninger er der nok af og jeg vil ikke trætte jer med dem, blot håbe at lysten til at strikke og blogge vender tilbage. Tænk, der kan gå flere dage imellem at jeg strikker lige for tiden. Det er da aldrig sket før!!!

lørdag, november 29, 2008

Længe siden sidst...

...men jeg lever skam i bedste velgående, der har bare været andre og vigtigere ting at ta´ sig til, både på hjemmefronten og i skolen.
Lidt strik kan jeg dog fremvise. nemlig et par sokker til min far. Strikket i Aldis strømpegarn.


Derudover har jeg også strikket en stola efter en opskrift af Karen Noe. Det var egentlig meningen at jeg ville strikke den i noget andet garn, men jeg havde en rest Kauni tilbage og skulle bare lige se, om jeg i det hele taget kunne finde ud af, at strikke den. Resultatet synes jeg helt godt om, så den har fået lov at overleve. Måske jeg strikker den igen i noget andet garn.

søndag, november 16, 2008

Elefanter i strikkekurven


Lige siden i sommer har der boet elefanter i min strikkekurv, men nu er de flyttet ud i køkkenet.
Grydelapperne skulle have været færdige inden den 1. oktober for at kunne være med i gryte-klut alongen på Hobbyboden, men det blev de altså ikke.
Opskriften er hjemmekomponeret. Jeg fandt et diagram på en elefant et sted på nettet og så har jeg regnet og tegnet lidt og det kom der altså de her grydelapper ud af.

fredag, november 14, 2008

Hjertegave



Min mor kom hjem, helt som planlagt i tirsdags og i den anledning har jeg købt dette smukke forsølvede hjerte til hende. Hun får det i morgen, når vi skal til min fars fødselsdag. Apropos fars fødselsdag, jeg plejer jo altid at strikke sokker til ham som han får som en ekstra gave fra os, men trods det at jeg har strikket mange par sokker her på det sidste, ja så har jeg helt glemt sokker til ham. Han må få dem senere, mon ikke det går an?

lørdag, november 08, 2008

Småtterier



Trods manglende strikkemotivation er det lykkes mig at blive færdig med min hue og et par sokker til Rokken.
Faktaboksen til huen kan findes her, bare udskift garnet med Smart.
Faktaboks til sokkerne, gider jeg ikke lave:-))

Ellers er der fuld drøn på her. DSB sørger hver dag for at jeg ikke har for meget tid til overs herhjemme. Det er ufatteligt, at de kan blive ved med at finde på undskyldninger for deres forsinkelser, men det kan de altså. Heldigvis er det da endnu lykkes mig at komme hjem, inden jeg igen skal afsted, så tak for det DSB.

Både i dag og i morgen skal der holdes børnefødselsdag, så indlægget her blir skrevet, mens bollerne hæver.

På tirsdag blir min mor endelig udskrevet efter 3½ måned på sygehuset. Hun er næsten ligeså god som før, men der mangler stadig lidt. Jeg ved hun glæder sig rigtig meget til at komme hjem og med lidt hjælp fra os allesammen, så skal det nok gå.

Mandag i uge 47 skal jeg i en uges praktik, så der er også noget der, jeg kan glæde mig til og ved I hvad, det er kun 100 meter fra en garnforretning, så det kan godt være det blir lidt dyrt at være i praktik ;-))))

mandag, november 03, 2008

Andreas har fødselsdag


Tillykke med de 8 år i dag Andreas.
Andreas´ højeste ønske var at få noget Lego, så det har han selvfølgelig fået. Lige nu ligger der en million bitte små legoklodser der skal samles til en lufthavn med fly osv.
Ellers så startede hans dag med et besøg hos tandlægen, for han har været meget uheldig her i weekenden. Under leg gik det lidt vildt til og han mistede en tand og 2 andre tænder blev beskadiget. Det er da lidt surt at starte sin fødselsdag med tandlægebesøg, men det klarede han nu fint og da tandlægen så at det var hans fødselsdag i dag, så blev der ellers åbnet for gavekassen. Udover de sædvanlige to ting de må ta i skuffen, havde han masser af klistermærker og nøgleringe med hjem, 2 nye tandbørster og tandpasta fik han også, så han var stolt og glad.

søndag, november 02, 2008

6 særheder om mig.

Annette har tagget mig og vil gerne høre om mine særheder;-)
Der er mange, men jeg vil prøve at indskrænke dem til 6 stk.

1. Jeg går fuldstændig i panik, hvis mine børn slår sig og jeg tuder ligeså meget som de gør. Jeg har efterhånden indset at det ikke er videre beroligende for dem, for når først jeg falder til ro igen, så gør de det som regel også.

2. Jeg er meget meget følsom og tuder næsten hver gang jeg ser tv-avis. Jeg synes der foregår så meget sørgeligt rundt om i verden.

3. Jeg er dybt bekymret for Danmarks fremtid. Danskerne er villige til at ofre mange mange penge på flere udlandsrejser om året, glaseret tegltag og fladskærmstv osv, men kommer det til snakken om at betale mere i skat, så vi kan få nogen ordentlige skoler til vores børn og en ordentlig pleje af vores ældre og syge, så er vi ikke så villige mere. Det synes jeg er bekymrende for det fremtidige velfærdssamfund.

4. Når jeg læser avis, starter jeg altid med at læse bagsiden først.

5. Jeg er vild med ost i alle afskygninger og min madpakke kan sagtens indeholde 4 halve med forskellige oste på.

6. Ballon´er er noget nær det værste jeg ved og jeg prøver altid på at undgå at børnene får nogen med hjem fra diverse børnefødselsdage, markeder og byfester. Det er nu ikke altid det lykkes mig. Grunden til jeg hader dem så meget, er et traume fra min barndom;-)

De fleste bloggere er vist allerede ramt af legen, så jeg gir ikke bolden videre, men er der nogen der føler sig forbigået, så værsgo!