
Jeg har strikket meget i 2009 og når man strikker meget så er der noget der ender skidt og noget der ender godt.
Det knap så heldige gider jeg ikke bruge tid på, men her er årets bedste strik.
Nr 1 på listen er helt klart Topstykket, som er det stykke strik, jeg har brugt allermest nogensinde. Supergod model, også til os der har både til gården og gaden :-)
Nr 2 er mine knæstrømper, som jeg desværre tror har mødt sin skæbne. I går da de kom ud af vaskemaskinen var rib, hæl og tåen på begge strømper filtet. Jeg ved ikke hvad der er sket, de har været vasket mange gange og altid i maskine, ligesom jeg altid har gjort med alle mine hjemmestrikkede sokker/strømper. Jeg har aldrig været udsat for det før, men altså det røde garn er helt filtet sammen. Det grå og sorte fejler ingenting. Underligt og meget meget ærgerligt.
Nr 3 er Olive. Jeg tror den er næsten på højde med Topstykket, men også kun næsten. Modellen er jo ikke helt beregnet til quinder i str. xxl, men alligevel er det da lykkedes mig at klemme mig i den og jeg befinder mig ganske udmærket i den.