Oktober måned var væk inden jeg fik set mig om! Jeg har været på efteruddannelse og har derfor siddet på skolebænken 37 timer om ugen…..så er det man pludselig finder ud af hvor forkælet man er, når man normalt arbejder 28 timer.
Min mor blev udskrevet fra sygehuset i fredags, efter knapt 2 mdr. som indlagt. Dog skal hun afsted igen til undersøgelse her i november, så de kan finde ud af hvad det de troede var lungebetændelse og som de har givet pencillin for i 2 mdr er. Vi har jo nok vores bange anelser, men nu må vi se hvad de finder frem til.
Oktober blev også måneden hvor manden blev fyret fra sit job p. gr. af sygdom. Ja han er stadig sygemeldt på grund af den diskusprolaps han blev hårdt ramt af i juni. Det har været en hård omgang for ham, ja for hele familien faktisk og nu går vi så en usikker fremtid i møde, nu hvor han heller ikke har noget job at vende tilbage til.
Nå, ikke mere ynk herfra, det hjælper jo ikke noget og vi må prøve at få det bedste ud af situationen, så nu til noget helt andet……nemlig strik
Jeg har strikket pulsvanter til 3 af mine kollegaer. Farverne matcher vores hjemmepleje-jakker.
Opskriften jeg har brugt er den samme som jeg brugte til mine orange pulsvanter, nemlig Purlbee´s Long striped hand warmers.
Pulsvanterne er strikket i Bumbo strømpegarn på pinde nr 2½.
Jeg har fået endnu en bestilling på et par stribede knæstrømper i samme farver som de sidste jeg strikkede, så dem må jeg hellere snart gå i gang med. Jeg tror dog de skal være en lille smule kortere, så måske kan jeg “spare” en enkelt stribe på hver strømpe.