Andreas er meget glad for at bruge mine hjemmestrikkede sokker, så hvad er mere naturligt end at strikke et par til ham.
Sokkernes ejermand er ikke hjemme, så derfor kun det kedelige foto. Snoningen ned langs foden ville være tydeligere, hvis han havde haft dem på.
De fine diskrete snoninger drukner næsten i den mørke farve, men de er der skam. Mønsteret er utrolig enkelt, men er med til at gi´ det sidste pift på en klassisk sok…lige det der gør at de ikke bliver kedelige at strikke.
Opskriften er lavet af Lykkefanten og kan findes på Filcolanas hjemmeside under Arwetta.
Jeg har gjort skaftet lidt kortere ved kun at gentage mønsteret 20 gange istedet for 25 og så har jeg strikket en anden tå end den foreslåede, men det er også de eneste ændringer jeg har gjort.
Jeg har ikke brugt hjælpepind til snoningerne. Da det kun er en snoning over 2 masker, er det nemmere uden den ekstra pind. Hvis du ikke ved hvordan, så er der en video lige her der viser hvordan.
Jeg har slået masker op til størrelse small, og lavet fodlængden så den passer til Andreas, dvs. str. 36
Garnet er Sockenwolle fra Four Seasons Grundl og jeg har brugt 54 gram.