søndag, august 31, 2008

Lidt snak om et par huer

Jeg ville ønske jeg kunne fremvise noget rigtig spændende strik, men det kan jeg altså ikke. I må nøjes med et par huer.



Huerne er ikke til mig selv. De er strikket til Rokken, hvor jeg er varmestuestrikker. Måske er det dumt at melde sig til sådan noget når nu tiden er knap, men jeg kan nu godt li´ ideen med at hjælpe andre og hvis jeg vil strikke i toget er små projekter lige tilpas. Og ja jeg strikker lystigt videre i toget, hvis ellers pladsen tillader det, så tak for jeres opmuntring til det.
Opskriften jeg har brugt er Owl hat og garnet er Artic fra Grønhøj Garn. Den mørkerøde hue er strikket efter samme opskrift, jeg har bare udeladt uglerne og strikket en længere ribkant.

søndag, august 24, 2008

Strømper


På trods af lidt tid og træthed er det lykkedes mig at få et par strømper gjort færdige. Jeg har strikket på dem et par gange i toget, men jeg følges med en anden elev fra skolen og da jeg hev strikketøjet frem af tasken, ja da skreg hun af grin. Jeg er sikker på hun synes jeg er totalt bedstemor-agtig, så jeg er lidt genert ved tanken om at strikke offentligt.
FAKTA
Opskrift: Fra et gammelt tysk hæfte "Socken und söckchen" udgivet af Ulricks Froehlich i 1987
Garn og forbrug: 75 gram Noella strømpegarn
Pinde: strømpepinde 2½
Størrelse: 42

søndag, august 17, 2008

Nye tider


Horoskop for Skytten

"Du bobler af ideer og kreativitet, som vil fylde de kommende måneder. Der vil for alvor komme gang i hjulene, og du har al mulig grund til at være optimistisk, for det er jo dig selv, der har lavet det hele. Der sker derimod ikke noget ved at du flipper lidt ud og sætter dig et mål, som lige nu kan lyde urealistisk".

Jeg håber der er lidt sandhed i mit horoskop, for i morgen starter jeg på et helt nyt kapitel i mit liv.
Jeg gamle kone skal på skolebænken igen. Alt herhjemme er klappet og klart og jeg er parat til at møde nye udfordringer.
Jeg skal nok lige vænne mig til ikke at være så meget hjemme. Jeg skal med toget kl 6.20 om morgenen og er hjemme igen kl 17.17 så det blir en lang dag.
Det blir manden der skal aflevere børn og hente dem igen og aftensmaden har han sandelig også lovet at han nok skal sørge for. Så opbakningen hjemmefra er i orden, så det skal nok gå det hele, men lige nu er jeg frygtelig nervøs og meget meget spændt.

lørdag, august 16, 2008

Terapi-strik


Jeg må indrømme at det ikke er blevet til meget strikkeri i den sidste tid, men en Pilespids er da røget af pindene. Den er både nem, hurtig og særdeles velegnet hvis tankerne indimellem ryger lidt på flugt.
Fakta: Pilespids fra bogen "Kæk og klassisk børnestrik" af Lene Holme Samsøe
Garn og forbrug: ID-bomuldsgarn fra Coop, 50 gram af hver farve
Størrelse: 2-4 år
Pinde: Rundpinde 2½ og 3
Hot or not: Tror den er ok, men jeg fortryder jeg ikke har lavet en hulrække til en snor foroven. Muligvis er jeg nødt til at hækle en kant foroven så den blir lidt mindre.

tirsdag, august 12, 2008

Aller første skoledag nogensinde....



Der er en aller første gang for alting, og I dag var det så Jonas´ tur til at have første skoledag.
Allerede kl godt 6 i morges stod han op, så tiden var lang inden kl blev 9 og det var mødetid i 0.b
Allerede på første skoledag lavede de opgaver og de gik koncentreret igang med at løse dem. hvis de er lige så ivrige i de næste 10 år, blir det vist en superklasse :-)

mandag, august 11, 2008

Første skoledag



Det var en lidt genert, men også stolt knægt, der fandt sin plads i 1.a i dag.
Da jeg vækkede ungerne i morges var hans første ord "jeg skal i 1. klasse".
Én eneste bog fik de, som skal pakkes ind, resten var frivilligt, men knægten ville have dem pakket ind, så det fik han.
I morgen er det yngste skud på stammen, der skal i 0. klasse, så der blir sikkert flere bøger der skal pakkes ind. Han var ihvertfald meget bekymret for om nu storebror brugte alt papiret, så jeg måtte berolige med at der er indkøbt mere af slagsen.

Update angående min mor (mest til mig selv): I dag da vi kom på sygehuset kunne hun gå ved egen hjælp. Langsomt, meget langsomt, men hun kunne:-)))

lørdag, august 09, 2008

Sommer FLS

Allerførst tusind tak for jeres søde kommentarer angående sidste indlæg. Min mor har virkelig brug for alle jeres god bedrings hilsner. Ikke nok med at hun nu kæmper for at komme over blodproppen, men hun er i forvejen alvorlig syg af lymfekræft, så det kniber med kræfterne til den hårde træning, men heldigvis er hun i bedring og i nærmeste fremtid skal hun flyttes over på genoptræningscentret i Brønderslev. Der er topprofessionelle ergoterapeuter og fysioterapeuter der står parat til intensiv træning.



Og så til noget helt andet og meget mere muntert, nemlig strik. Min sommer february er nemlig færdig. På tide kan man sige, nu hvor sommeren går på hæld, men jeg satser da på at det blir sommer igen til næste år. Trøjen er strikket i to tråde bomuldsgarn 8/4.
Jeg har lavet nogle små ændringer. Den største er nok at jeg har lavet den med korte ærmer. I stedet for at samle 7 masker op under ærmet, har jeg samlet 4 op og så har jeg strikket 6 omgange rillestrik og lukket af.
Jeg har ikke lavet knaphuller, men hæklet to rækker fastmasker (med enkelt garn) langs kanten af begge forstykker, hvor der så er lavet knaphuller i den ene side.
Jeg har heller ikke lavet udtagningerne ved at slå om, men har samlet lænken op mellem to masker og strikket den drejet ret.
FAKTA
Opskrift: February lady Sweater
Garn og forbrug: Lyric bomuldsgarn 8/4, ca 650 gram
Pinde: rundpind nr 4
Størrelse: xl
Hot or not: Hot

torsdag, august 07, 2008

Nyd dagen.....

I tirsdags blev min mor ramt af en blodprop i hjernen.
Nu kæmper hun sammen med fysioterapeut, ergoterapeut og talepædagog for at komme på højkant igen. Der er allerede sket store fremskridt, men vi er godt klar over at risikoen for flere blodpropper stadig er der. Fra slet ikke at kunne snakke kan hun igen kommunikere med omverdenen så vi kan forstå hvad det er hun mener. Højre arm er helt lammet, mens hun kan støtte en lille smule på højre ben.
En lang kamp venter forude, men vi håber og tror hun vinder.
Heldigvis er hun i gode hænder, hvor vi virkelig føler at sygeplejerskerne har den tid det tager at hjælpe og forklare og ikke mindst svare på mærkelige spørgsmål fra os pårørende.
Nyd dagen derude, ingen ved hvad i morgen bringer!

søndag, august 03, 2008

Julegrydelapper


Midt i hedebølgen har jeg siddet og strikket julegrydelapper.
For længe siden fik jeg opskriften af Anja, men jeg fik mig aldrig taget sammen til at få dem lavet. Men så var det, at der blev lavet en gryteklut-along på Hobbyboden og så tænkte jeg, at nu var chancen der for at få dem lavet.
Det har egentlig været et rigtig hyggeligt lille projekt, så det var godt jeg fik et lille spark bagi.