onsdag, april 30, 2008

Gedemarked.....


Nåh nej heste- og kræmmermarked. De næste 4 dage er står menuen på marked. Manden er frivillig arbejdskraft derude fredag aften og det meste af lørdag.
Fredag formiddag er der gratis tivoli for børnene, så gæt hvor vi skal hen på fredag.
Jeg skal selvfølgelig også rundt og lure om de har noget garn, de vil af med til en fornuftig pris.

tirsdag, april 29, 2008

Strømpegarnsrester og firkanter


I mangel af noget som helst at vise frem, må I hellere lige se mine oldemorsfirkanter. De skal blive
til et tæppe, men der er lang vej endnu. Jeg regner med at skulle bruge 30-35 firkanter, så der skal godt nok strikkes nogle par sokker endnu før der er rester nok.
I øjeblikket er jeg strikkemonogam og strikker på en vest/top der gerne skulle blive til mig selv.
Jeg keder mig lidt med at strikke lige for tiden, men ved ikke hvorfor lysten er blevet væk. Måske er det foråret der lokker med andre aktiviteter, eller hvad ved jeg.
Måske skal jeg bare gå i gang med at slå masker op til noget andet, så jeg har noget at veksle imellem. Måske......

tirsdag, april 22, 2008

Barselsgave


Så fik jeg gang i strikkepindene igen, og endelig er jeg blevet færdig med det, der skal være barselsgave til svigerinden og brormand.
Trøjen er en gammel klassiker, som er set mange gange i blogland, så den er der vel ikke så meget at sige om.
Bukserne er strikket efter en opskrift fra Hjertegarn.
Sættet er måske lidt drenge-agtigt, men hun siger selv, hun tror det blir en dreng. Skulle det blive en pige, tjaa, så må det gå alligevel. Det blir ikke anderledes!
Jeg vil ha lavet en lille djævlehue til sættet, men det må vente lidt. Lige nu er der andre ting i spil.
FAKTABOKS
Opskrift: Bette fra Designclub.dk og bukserne fra et hæfte fra Hjertegarn
Garn: Bumbo strømpegarn(råhvid) og strømpegarn fra COOP (beige)
Forbrug: 140 g råhvid og 75 g beige
Pindenr: 3

lørdag, april 19, 2008

Konfirmanden


Her er han så, den unge mand, der er skyld i at huset har stået på den anden ende igennem længere tid.
Vi havde en rigtig skøn dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel og i kirken gik det hele som det skulle, trods alle hans bekymringer om nu han kunne huske, hvad og hvordan man gjorde.
hotellet havde de en lækkert mad parat til os og Morten spillede hyggemusik og hjalp os gennem de 7 sange.
Da festen var slut og vi var hjemme igen, sagde drengen at det var den bedste fest han nogensinde havde været med til, så det kan da vist ikke blive bedre så.
I dag er vi noget trætte og har bare slappet af. Det er jo det skønne ved at holde festen ude, der er ikke noget oprydning dagen efter.

torsdag, april 17, 2008

Konfirmationsforberedelse

Nu går det snart løs. Alt er klappet og klart til den store dag i morgen og de første telegrammer og gaver er begyndt at komme ind af døren. Konfirmanden er måske en smule nervøs, han har ihvertfald været noget ilter i dag så vi har ladet ham være lidt i fred.
Alt vores tøj hænger fint og nystrøget på bøjler og skoene står linet op.
Selv sangene nåede vi at blive færdige med:-))
Vi var lige henne på hotellet med bordkortene da vi havde spist aftensmad og alt var bare perfekt. De havde dækket et rigtig smukt bord.
Selv om vi skal holde festen ude, synes jeg der har været mange forberedelser og må nok indrømme at jeg på en måde glæder mig til at jeg ikke skal tænke i konfirmationsbaner hele tiden. Mit hoved har været fyldt op med det, så jeg helt glemte at mellemste skulle til ørelæge i mandags. Heldigvis kom manden med en bemærkning så jeg pludselig huskede det og da var der altså kun 1½ time til vi skulle være der. De varme hveder til i aften er det også lykkes mig helt at glemme, men det overlever vi nok.
Den ene variant af teen fra Marianne har vi smagt og det var virkelig en luksusoplevelse, meget langt fra Medova og Pickwick.

It´s teatime


Jeg har deltaget i en konkurrence hos Shabby-Marianne og mindsandten om ikke Michael trak mit navn op af æsken.
I dag kom pakkeposten med min gevinst og jeg er da mildest talt overrasket.
5 skønne velduftende te-sorter, 1 sød måleske og et te-filter. Med i pakken var også en pjece om teens forskellige egenskaber, feks er noget af det blodtrykssænkende, så det er lige noget for mig.
Det dufter virkelig så vidunderligt at selv en inkarneret kaffedrikker, ikke er i tvivl om at det her smager godt.
Tak Marianne, du kan tro jeg glæder mig til at smage.

lørdag, april 12, 2008

Om mindre end en uge...


...skal vi have den ældste konfirmeret. Tiden er da bare fløjet afsted siden han sådan lidt hovedkuls kom til verden alt for tidligt. 1590 gram vejede han og 43 cm lang. Hmm nu er han højere end hans mor.
Jeg tror alt er ved at være parat til den store dag, men der er dog en ting som ikke er klar endnu, nemlig sangen til sønnen. Sidst i februar afleverede vi stikord til en sangskriver og hun lovede at ringe når den var færdig, vi har ikke hørt en lyd endnu. Mine forældre har brugt den samme forfatter og de havde heller ikke hørt noget, indtil min mor ringede til hende i går. Hun fik den besked at når det først er på fredag så er der masser af tid endnu???? Masser af tid, jamen hallo, både os og mine forældre skulle selv lave den helt færdig. Vi skal ha den skrevet ind og sat billeder ind. Og sidst men ikke mindst, vi kan ikke lave vores sangskjuler færdig før vi har sangen. Min mor blev lovet sangen færdig til på tirsdag. Jeg har ikke haft ringet til damen ENDNU, men det gør jeg snart! Jeg tænker lidt på at hvis hun nu skulle have lavet sangen helt færdig for os, gad vide om vi så først havde fået den tilbage fredag formiddag. Og sæt nu der er noget vi ikke er helt tilfredse med i den sang, så der måske er et vers der skal laves om?
En ting er helt sikkert, den dame kommer ikke til at lave flere sange til vores familie, uanset hvor god sangen så end er.
Nå, men det var slet ikke meningen at det her indlæg skulle være en klagesang.
Og ved I hvad, jeg har ikke strikket en eneste maske hele ugen, men jeg har hæklet lidt på bølgetæppet. Jo jow, det er skam rigtigt. Status er at jeg nu mangler 45 cm inden det kan erklæres for færdigt.

tirsdag, april 08, 2008

Min dårlige samvittighed...


.. er mit bølgetæppe. Det lever en kummerlig tilværelse på bunden af strikkekurven, men i weekenden fandt jeg det alligevel frem og der blev sandelig hæklet ca 10 cm på det. Nu er der så "kun" 68 cm tilbage inden det har den størrelse som det skal ha´.
Hvis nu jeg kan tage mig sammen og hækle 1 cm om dagen, hvilket ca svarer til en stribe, så er det da til at se en ende på.

fredag, april 04, 2008

Man har kun et standpunkt....

...til man tar et nyt.
Jeg havde ellers svoret at jeg ikke ville melde mig ind i Ravelry, men for 10 dage siden gjorde jeg det alligevel. Primært fordi jeg syntes, det var ret irriterende når der rundt omkring på bloggene blev lagt link til Ravelry og man så ikke kunne komme ind og se, hvad det var I skrev om.
Nu er jeg inde og har kun lige været der inde og se i 10 min, og jeg er allerede helt i svime.
Du milde alt det der er at se på.

Flower Power washcloth


Det er utroligt, hvad man kan blive inspireret til at lave, når man surfer rundt på internettet. En dag faldt jeg over dem her og dem kunne jeg altså ikke stå for. De er godt nok ikke blevet lige store for det er to forskellige slags bomuldsrester jeg har brugt. Jeg synes nu de er meget søde og de er egentlige fine at ha med ved bordet til at tørre ungernes fingre med.
Faktaboks
Opskrift: Flower-power washcloth
Garn: Diverse rester af bomuldsgarn
Pinde: Rundpind nr 3
Hot or Not: Hvis man er til den slags klude, så er de ok

Jaywalker sokker


Det lykkedes at få dem færdige uden yderligere fejl.
På billedet ser det godt nok ud som om, at den ene er længere og smallere end den anden, men jeg havde bare for travlt med at fotografere, så jeg fik dem ikke lagt ordentligt. Hastværk er lastværk.
Faktaboks
Opskrift: Grumperinas Jaywalker
Garn: INKA dreams farve 34
Forbrug: 70 g
Pinde: Strømpepinde nr 2½
Ændringer: Jeg har kun slået 68 masker op, så der er 1 maske mindre mellem ind- og udtagninger.
Hot or Not: Hmm, det ved jeg ikke rigtig, måske mest lunken.

onsdag, april 02, 2008

02-04-2000


I dag er det 8 år siden jeg stoppede med at ryge. Jeg er utrolig glad for den beslutning. Ikke bare helbredsmæssigt, men også fordi det sandelig ikke er velset nogen steder i dag at man tænder en smøg. Tænk at man skal stå til offentlige skue på gader og veje når man skal ha sin daglige dosis nikotin. Det må da føles lidt ligesom at man skal udstille sig selv og sin regnormsrygrad. Godt det ikke er mig!

tirsdag, april 01, 2008

Så kan jeg lære det...


For pokker da også. Jeg er sådan ca halvt færdig med foden på den kedelige nr 2 sok, da jeg kommer til at se ordentligt på den. Syns jo nok lige at den fod ser lidt bred ud og begynder at undre mig over hvorfor nu den gør det???
Jo ser I, fruen har såmænd glemt at når man har samlet en hel masse masker op på hælklappen, så plejer man at tage maskerne ind igen indtil man igen har lige mange masker på alle 4 pinde. Og hvor mange år er det så lige jeg har strikket sokker? Ihvertfald mindst 14 år. Og er det sket før? Nej, aldrig.
Nu er det altså ligefør jeg overvejer at begynde at samle på frimærker i stedet for at strikke. Det kan vel være lige så spændende, som det er at trævle op, aarrgh.