lørdag, juni 20, 2020

Babytrøjer i massevis


Trøjer til små babyer i Afrika.

Jeg har strikket 19 små trøjer i år, men nogen af dem er allerede afleveret og jeg fik ikke lige taget billeder af dem allesammen.

Det er så hyggeligt et lille projekt, som mine arme kan holde til. Det kniber lidt mere med store projekter. Hvis jeg skal strikke noget stort bliver det kun lidt strik hver dag, så det vil tage noget længere tid, men det er i princippet også ligegyldigt.

Det er egentlig min mor der strikker til Afrika, men jeg hjælper hende indimellem så hun hurtigt får lageret fyldt op. Min mor strikker ikke hurtigt da hun er handicappet efter en blodprop i hjernen, men hun strikker pænt.

De fleste af trøjerne her er strikket i Oline bomuld fra Garnudsalg.dk 

Jeg overvejer lidt om jeg skal lave en "farmorkasse" (inspireret af Liselottes "mormorkasse") men det er jo lidt et sats, for hvem siger min svigerdatter synes det er fedt med hjemmestrikket babytøj? Det er jo ikke alle unge mødre der har lyst til den slags.
Min nuværende svigerdatter er jeg ikke i tvivl om vil være interesseret, men det er jo ikke sikkert det bliver hende, der bliver mor til mine børnebørn.
For det første er de begge meget unge endnu og for det næste er forholdet kun 4 måneder gammelt, så det er nok lidt tidligt at satse på børnebørn :D På den anden side tager det jo tid at lave en farmorkasse og der skal vel strikkes både drenge- og pigestrik ;)

tirsdag, juni 16, 2020

Grums

Det gode vejr i dag er blevet nydt på terrassen sammen med garn og hæklenål.
På FB har jeg nemlig set Ellens flotte karklude og så tyvstjal jeg altså ideen med at binde garnrester sammen og hækle karklude af det.

Her er brugt garnrester fra en hel masse babytrøjer jeg har strikket til Afrika (indlæg om dem kommer senere)

Garnenderne varierer i længden fra ca 30 cm til 2 meter og er bundet sammen med magic knot som på forunderlig vis ikke går op igen, hvis den altså er bundet korrekt.

Opskriften jeg har brugt er Grums fra Tante Tråd.

Uldne striber

Stærkt inspireret af Annes flotte tørklæde, har jeg forsøgt at lave et der ligner ;) Anne deler rundhåndet ud af sin opskrift så det er bare at gå i gang.

Mit tørklæde var altså færdig i januar, men jeg har været lidt sløv med hensyn til at blogge og ved da heller ikke om jeg kan komme i gang igen. Instagram tager jo vældigt over, men på en måde kan jeg bedst li at blogge. Det føles mere "intimt" hvis man kan sige sådan. Som om man har lidt bedre kontrol over hvem som følger med, men det er måske bare noget vrøvl?

Nå, men tilbage til tørklædet....Mit er 2 meter langt og jeg har brugt det vildt meget i vinter, da jeg døjer med slidgigt i nakken og har brug for at holde mig varm.

I alt har jeg brugt 200 gram Supersoft/Højlandsuld fra henholdsvis Holst garn og Garnudsalg.

Eneste ændring i forhold til Annes opskrift er at jeg har lavet mit tørklæde 40 cm kortere og så har jeg strikket på p 3½ fremfor p 4 ellers er opskriften fulgt til punkt og prikke