mandag, september 26, 2011

Første firkant

Susanne 002

I stedet for at færdiggøre nogle af alle de projekter jeg er i gang med, så er jeg i dag begyndt på firkanterne til Ellen Holm´s tørklæde “Susanne”.

29 store firkanter og 20 små! Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, et projekt hvor der bliver mange tråde at hæfte, men indtil videre har jeg planer om at hæfte garnender efterhånden som jeg får strikket firkanterne.

torsdag, september 22, 2011

En ups´er

stjernevest 001

Hmm…når man har en blog, hvor man dokumenterer sit strik, så må man vel også vise det frem, som man har lavet fejl på.

Jeg har strikket den her vest og fundet et stjernediagram og jeg syntes selv, jeg havde strikket en fino fino vest…lige indtil jeg fik den skyllet op og lagt den pænt til tørre, for hvad skuede mine øjne lige pludselig…jow jeg har da strikket diagrammet forkert på de tre stjerner til højre i billedet, første række fra neden af. Jeg gider ikke rette fejlen, så vesten ryger sikkert i en tøjcontainer til Røde kors eller noget lignende.

mandag, september 19, 2011

Mødrehjælpen

Lis spørger om Mødrehjælpen stadig findes. Til det kan jeg svare ja. De findes i København, Odense og Aarhus.

Kreativsiden, som jeg er medlem af, strikker vi blandt andet barselspakker til Mødrehjælpen i Aarhus. Tidligere strikkede vi i str. 0 – 3 mdr, men det er lavet om, så vi nu strikker i str. 6 mdr. En barselspakke indeholder barnevognstæppe eller et sæt sengetøj, trøje og vest til drenge og trøje og kjole til piger, sokker, futter, hue og hagesmækker.

endnu én 001

Og her er endnu en hue til mødrehjælpen. denne gang strikket i en rest Lanett i str. 6 mdr. opskriften ligner meget Gro´s, men er fra et Sandnes hæfte

søndag, september 18, 2011

En lille djævel…

Det er ikke meget bloggeri det bliver til lige for tiden. Og egentlig heller ikke strik, men jeg har da fået en lille djævlehue færdig til kassen til mødrehjælpen.

djævlehue 003

Huen er strikket i en rest Opal Uni efter en opskrift jeg har fundet på Nørkleriets hjemmeside.

Jeg har en plan om at få udryddet alle de små rester jeg har liggende af diverse strømpegarner og bomuldsgarner, så der kommer nok flere små huer og evt. andre småting på bloggen, sådan lidt efter lidt.

lørdag, september 10, 2011

Nyt fra Hold Masken

Ja det er ikke fordi der sker så meget nyt her. Jeg har været syg i ugen der gik og har tilbragt 2 dage under dynen. Øv, det er ellers ikke et sted jeg gider at være om dagen, men det var nødvendigt. Heldigvis er jeg oppe igen, men med hovedet fuldt af snot og altså ikke 100 % frisk.

I formiddags var jeg til tjek med mine kontaktlinser (hvor var det underligt at sidde i stolen og Rie ikke var der). Da jeg var færdig måtte jeg lige forbi Ret og Vrang i gågaden i Hirtshals, hvor jeg faldt for et tørklæde, de havde opstrikket og udstillet i vinduet. Så jeg var simpelthen nødt til at købe opskriften he-he.

Vest og Susanne 003

Jeg købte også garn til de små firkanter…lækkert Duo garn…

Vest og Susanne 004

Til de store firkanter tror jeg, at jeg kan bruge noget af alt det Supersoft jeg har på lageret. Jeg forsøger ihvertfald og hvis ikke det fungerer sammen, så må der indkøbes nyt i en matchende farve.

Jeg har fået strikket en lille vest færdig. Jeg aner ikke hvem der skal ha´ den, men den kan indtil videre komme i gavekassen og så må jeg se om der dukker en modtager op.

Vest og Susanne 002

Den er strikket efter opskriften i Hendes Verden, men jeg har undladt kronen og strikket rillekant forneden i stedet for ribkant. Den er strikket i str 0-3 mdr i Sandnes mini alpakka.

Det er også blevet til en oprydning i min strikkekurv og 2 projekter er dermed afgået ved døden. Det ene var en ulden udgave af feminine flæser som det nok er et år siden jeg begyndte på, men jeg kom aldrig rigtig i gang med den og nu er den altså trævlet op igen og garnet må bruges til noget andet spændende. Det andet projekt var Overblik, som jeg må se i øjnene ikke skulle blive til noget. for det første bøvlede jeg meget med strikkefastheden og allerede da jeg begyndte på den kunne jeg nok se at den blev lige i det største til mig og nu hvor jeg har tabt mig 12 kg, så var den altså mega stor og jeg ved, at jeg aldrig ville komme til at strikke den færdig. Nu står garnet pænt rulle op, her ved siden af mig og hvad det bliver til, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt.

mandag, september 05, 2011

Mandag morgen

mandag 002

Fridag, kaffe i koppen og juice i glasset, strikketøj og ugeblad.

Sidst men ikke mindst….yndlingsfaget naturfag er udtrukket til eksamen! Er det så mærkeligt, at denne mandag morgen bare er perfekt, selvom det regner udenfor? I´m happy…..