onsdag, november 25, 2009

Olive på pindene.


Jeg er simpelthen vild med den model og har store forventninger til den. Kan så kun håbe på jeg ikke bli´r skuffet.
Jeg strikker den i Supersoft fra Marianne Svit i farven Heather. Umiddelbart når man ser den farve, kan man godt tænke at den er lidt kedelig, men det er den IKKE. Den er simpelthen så smuk og changere i de flotteste rødlilla og blågrønne farver.
Til striberne har jeg forsøgt at finde farver der matcher til Heather i mit lager af Supersoft og synes egentlig at det er lykkes ret godt, måske lige pånær den øverste grønne farve, men valget stod mellem den, mørkerød eller sort og så var den trods alt det bedste alternativ.

søndag, november 22, 2009

Striber, striber og striber


Endnu en trøje til nevøen er færdig. Svigerinden forstår at holde mig til ilden ;-).
Denne gang er det en meget nem og lige-ud-af-landevejen trøje. Strikket i Hjerte Blend/Tendens. I følge opskriften skulle striberne være 4 pinde af hver farve, men svigerinden ville ha´ dem 2 pinde af hver, så det fik hun selvfølgelig.
Der er brugt 100 gram lysebrun og knap 150 gram lysegrøn til en str. 2 år. Opskriften kan findes i nr 05/2005 Ingelise - alt om håndarbejde.

onsdag, november 18, 2009

Ingelise, you make my day very bad :-(

Hvis I har fulgt lidt med her, har i nok læst jeg har opsagt mit abonnement, eller rettere mine åbenbart to abonnementer hos en vis fru Ingelise.
I går modtog jeg så et brev med en regning fra Ingelises symagasin, lydende på 2 blades pris, fordi jeg havde opsagt mit abonnement for sent og derfor er tvunget til at modtage to blade mere (jeg havde kvartalsabo. på STRIKKEMAGASINET).
Jamen det er dælme da svært at opsige et abonnement som man ikke var klar over man havde. Jeg havde jo bestilt strikkemagasinet og desuden prøvede jeg HVER DAG i flere dage, at komme igennem på telefonen uden at det eneste gang lykkedes mig at få en levende medarbejder i snak.
For at det ikke skal være løgn har jeg så i dag modtaget en regning fra Ingelises strikkemagasin, lydende på 1 blad, med samme begrundelse, for sent opsagt abonnement. Så nu kan jeg se frem til at modtage 2 symagasiner og 1 strikkemagasin mere.
Men helt til grin er det da, at nederst i brevet står at de håber jeg vender tilbage som abonnent senere :-))) det tror jeg nu ikke de skal regne med!

tirsdag, november 17, 2009

Ventetid


Så blev det tiden for det ugentlige rådgivning for arbejdsledere og selvfølgelig ligger tidspunktet for det sådan at jeg er inde med toget 50 minutter før mødet. Og klokken 8.10 om morgenen er det temmeligt kedeligt at gå rundt nede i byen, så i går startede jeg lige et nemt strikketøj op, som kunne kommes i tasken og så kunne jeg da sidde på banegården og strikke. Det gælder jo om ikke at spilde tiden :-)
Strikketøjet skulle gerne blive til et halsrør når det er færdigt. Jeg ved ikke rigtig om det kun skal være mit "banegårds/rådgivningsstrik" eller om jeg også lusker mig til at strikke på det herhjemme. Jeg kan nok ikke lade det ligge og hvem ved om overhovedet jeg skal til rådgivning ret mange gange. Det umulige kan jo ske, at jeg kommer i job eller noget andet. Når ingen tandlæge vil ha´ mig, så må jeg jo søge andre veje og jeg pønser på noget andet, men mere om det senere, hvis det lykkes mig.

mandag, november 16, 2009

A Dane for Jane


Så fik jeg tid til at få blokket mit dansker-sjal.
Det er ikke noget kæmpestort sjal, faktisk måler det kun 65 x 125 cm og det er lige præcis sådan jeg allerbedst kan li´ sjaler.
Jeg kan sagtens se det smukke og praktiske i kæmpestore sjaler, problemet er at jeg aldrig får dem brugt. Næh, et lille sjal brugt som tørklæde, det ved man hvad er :-))


Hvis man ikke kan li´ at strikke vrangmasker, så er det ikke dansker-sjalet her man skal strikke. Der er nemlig rigtig mange vrangmasker. Alle masker på bagsiden er vrang og næsten halvdelen af maskerne på forsiden er også vrang. Bortset fra det, så er det et meget nemt sjal at strikke. Hvis man strikker flere mønsterrapporter på sjalet kan man få et rigtig flot bindesjal ud af det.


Fakta
Opskrift: Dane-shawl (ravelry)
Garn: 95 gram Håndspundet alpakka (gave fra Annette)
Pinde Strikket på p. nr. 4, men hvis jeg skulle strikke det igen, ville jeg bruge en nr. 5
Ændringer: Jeg har strikket en mønsterrapport mere end opskriften siger, ellers var det godt nok blevet micro-lille :-)
Hot or not: Hot

lørdag, november 14, 2009

Jeg nåede det...


Sokkerne til fars fødselsdag er færdige. Endda dagen før hans fødselsdag :-)
Der er ikke så meget at fortælle om sokkerne, det er de sædvanlige glatstrikkede med 2 r, 2 vr rib og denne gang en timeglashæl.
Strikket på p 2½ i noget strømpegarn fra Grundl der hedder Four Seasons.


"Mavebælte" i matchende farve :-))
Farverne på sokkerne passer lige til sådan en ældre landmand som min far (godt han ikke læser med her)

fredag, november 13, 2009

I disse valgtider.


Yngste meddelte i dag, at når han bli´r stor vil han stille op til kommunalvalg. Han oplyste også at han vil stille op for Det Radikale Venstre. Mon ikke han ændrer mening, det er de jo kendt for i det parti ;-)
Grunden til den udmelding må være at genboen stiller op for det parti og vi har fået en del valgreklamer med hende ind ad døren her i ugen.

onsdag, november 11, 2009

Kuk kuk


Jeg eksisterer endnu, men har på en eller anden måde bare slet ikke haft lysten eller energien til at skrive på bloggen.
Andreas har været syg. Han havde et par dage med feber, forkølelse og dårlig mave, men ikke nok til at han ville aflyse fødselsdagsfesten for familien i lørdags. Så nu må vi bare håbe han ikke har smittet nogen.
På strikkefronten er sjalet færdigt, men jeg skal lige have det skyllet op og blokket inden det bliver fremvist. Derudover er jeg begyndt på et par sokker til min far. Mærkeligt nok kommer det bag på mig hvert år at det snart er hans fødselsdag (på søndag) og det er nærmest en tradition at han får et par hjemmestrikkede sokker. Ja han får altså også andet end det, men spørg vi hvad han ønsker sig, er svaret altid et par hjemmestrikkede sokker. Nå, men den ene sok er færdig så jeg når helt sikkert at blive færdig inden søndag :-)
Og så har jeg sagt mit abonnement op hos Ingelise. Jeg har ellers altid været glad for at modtage hendes blade og havde da også store forventninger til hendes nye tiltag med sy og strik hver for sig, men sådan skulle det altså ikke være.
Da vi skulle vælge abonnementsform, valgte jeg at få strikkebladene, men alligevel sendte hun mig hendes syblad. Jeg prøvede i mange dage på at få kontakt med firmaet, men det viste sig helt umuligt. Pludselig modtog jeg så også strikkebladet sammen med endnu et abonnementsnummer + en regning på et nyt abonnement. Det var lige dråben der fik bægeret til at flyde over.

tirsdag, november 03, 2009

Så er den gal igen

Endnu en fødselsdag på matriklen. Andreas bliver 9 år i dag så tillykke ven med det.
Med 3 fødselsdage indenfor 17 dage må jeg nok indrømme, at nu er jeg nået dertil, hvor jeg så småt begynder at blive træt af at holde fødselsdag.
Jeg er i gang med bolledejen og senere skal der bages kagemand. Til aftensmaden har knægten bestilt pizza og skildpaddeis, så det er heldigvis en nem menu :-)


Indimellem bageriet får jeg forhåbentlig tid til at strikke lidt.
Jeg er startet på et sjal af det skønne alpakka jeg fik af Annette.

mandag, november 02, 2009

En helikopter er landet


Endelig fik jeg hæftet alle tråde og syet det sidste ærme på. Det tog lidt tid for er der noget jeg har svært ved at tage mig sammen til, så er det hæftning af tråde, men nu er det gjort og nevø Patrick har dermed fået ny sweater. Sweateren er rigtig sød og passer lige i alderen til sådan en lille fyr på 1½ år.
Den skulle ha´ været strikket på rundpind og derefter frem og tilbage når man nåede til ærmegab, men jeg har strikket den frem og tilbage hele vejen, mest fordi jeg ved min strikkefasthed er forskellig om jeg strikker rundt eller frem og tilbage og det er så meget at det tydeligt kan ses. Og så var jeg så dum, at strikke ærmerne frem og tilbage også, det resulterede så i en million tråde der skulle hæftes fordi mange af striberne kun er 1 pind brede, men pyt nu er det overstået og trøjen er klar til brug.
Egentlig skulle trøjen strikkes i Lanett fra Sandnes, men forretningen havde ikke alle farverne hjemme, så istedet har jeg strikket i Sisu, også fra Sandnes.


Fakta
opskrift: Raglangenser med helikopter fra Lanett 0314 Barn 0-4 år
Størrelse: 2 år
Garn: Sisu fra Sandnes 200 g lyseblå, 50 g marineblå, 20 gram hvid og 20 g grå
Pind nr: 2½

Ny scooter


I fredags fik Nicolaj (ældstesønnen) en scooter. Den har været på ønskelisten længe. Kørekortet får han om nogen dage og så må der endelig køres scooter.

lørdag, oktober 31, 2009

Happy halloween


Som så mange andre lige for tiden, har vi en græskarmand stående udenfor. Det er nu ikke fordi jeg går så meget ind for at fejre halloween, men ungerne vil jo gerne ha´ sådan en fyr.


I min vindueskarm har der sandelig også sneget sig en græskarmand ind. Denne er dog lavet i keramik.


Og på hylden over tv´et er der rigtig uhyggeligt. Njaa sådan et par spøgelser er da nu egentlig meget hyggelige.
HAPPY HALLOWEEN TIL ALLE JER DERUDE

fredag, oktober 30, 2009

En verdensomsejling under havet


Så var det i går alle kommunens skolekor deltog i det store Spil Dansk Kor, hvor de opførte musicalen "En verdensomsejling under havet"


I mit forrige indlæg skrev jeg at 250 børn deltog, men det helt rigtige antal er nøjagtig 341 børn og jeg kan kun sige, at det gjorde de helt fantastisk godt.


Det var nogen trætte børn da forestillingerne var slut kl 21 i aftes, men da havde de også været i gang hele dagen, først med at øve, senere optrådte de med 2 forestillinger, hvor vi overværede den første. Ja og så sneg vi os faktisk ind igen til nr 2 forestilling (shhh sig det ikke til nogen), fordi det blev nu lidt kedeligt at sidde ude i bilen og vente, så vi ville gå ind i forhallen for at vente istedet og ja så "kom" vi til at gå lidt for langt;-). Jeg kan i den forbindelse sige at der er udmærkede ståpladser helt oppe foroven i oceanariet ;-)


Og så har manden da forresten fødselsdag i dag, så lige om lidt skal jeg ha´ gang i noget bagværk, så gæsterne i aften kan få lidt godt til ganen:-)

onsdag, oktober 28, 2009

Lidt om ingenting og så lidt brok

I morgen er det "Spil dansk dag" og i den anledning skal Jonas optræde på Nordsømuseet i Hirtshals. 250 korsangere fra alle kommunens skoler skal sammen synge "En verdensomsejling under havet". De skal stå foran oceanariet på museet, så det bli´r garanteret flot. Jonas er ligeså glad for at synge, som jeg er og han glæder sig sådan til i morgen. Han har spurgt hver eneste dag i de sidste 2 uger om hvornår er det jeg skal på Nordsøcentret og synge. Det trækker sikkert også at det giver en hel dag fri fra skole, da børnene allerede kl 8 i morgen tidlig bliver kørt til Hirtshals, hvor de skal øve hele dagen.
Undskyld billedet vender forkert, men af en eller anden grund kan jeg ikke få det vendt rigtigt.


På strikkefronten er jeg snart færdig med helikopter-sweateren. Jeg mangler at hæfte lidt tråde på det sidste ærme og selvfølgelig at få det syet på og tilsidst halskanten. Jeg håber at den kan blive færdig i weekenden.



Og så har Ingelise virkelig lavet et stunt. Tænk de har sendt deres symagasin til mig selvom jeg altså har fortalt dem at jeg gerne fremover vil have strikmagasinet. Øv siger jeg bare og så lige til mig, der var så glad for at jeg nu endelig var fri for alle de symodeller som jeg ikke har den mindste interesse i. Jeg prøvede at ringe til dem i 2 timer i går inden jeg opgav. Jeg hader virkelig alle de tryk dit og tryk dat beskeder man får nu om dage når man ringer til firmaer og offentlige steder, men Ingelise er da overhovedet ikke kundevenlig. Man skal trykke 2 for personlig betjening og det gjorde jeg så og får den besked at alle medarbejdere er optaget og jeg bedes venligst ringe op igen!!! Jamen hvis jeg så var kommet i en ventekø, men nej, ring op igen fru Nielsen. Jamen så kommer man da aldrig igennem eller hvad??? Ja ja jeg må jo prøve igen i dag og i morgen og i overmorgen måske....

fredag, oktober 23, 2009

En hæklenåls bekendelser


For første gang nogensinde har jeg hæklet en lysedug og så endda direkte efter diagram. Opskriften kunne jeg ikke tyde, da den var fransk, så det blev til lidt gætteri om hvad de forskellige tegn betød, men jeg er godt tilfreds med det færdige resultat.
Det var en pludselig lyst der kom over mig, da jeg på en norsk blog så en hæklet jule/lysedug. Jeg har da også planer om en enkelt dug mere i rødt, så den kan blive rigtig julet at se på, men ellers tror jeg nu ikke det er den genre, der kommer mest af i fremtiden. At strikke er nu det skønneste, men det er måske fordi jeg sagtens kan strikke og se tv imens, det kniber det noget med når jeg hækler.
Dugen er 50 cm i diameter og jeg har brugt knapt 100 gram ideas daily 8/4 fra Coop. Dugen er hæklet på nål nr 2½.

mandag, oktober 19, 2009

Det er tid for refleksbrikker


Weekenden er slut og børnene er sendt afsted i skole igen efter ferien. I morges var der helt mørkt da de skulle afsted, så de fik ekstra formaninger om at passe godt på når de skulle over vejen. De er heldigvis udstyret med reflekser fra Trygfonden, hvor man faktisk kan bestille ekstra reflekser helt gratis.

I dag er det store strygedag herhjemme, for i morgen skal vi til sølvbryllup og så skal tøjet jo være i orden, både til morgenhalløj og senere til den store fest om aftenen. Drengene har fået skjorter, ja selv den store som absolut ikke plejer at vil ha´ skjorte på, men moderen (mig) har venligst, men bestemt gjort opmærksom på, at til sølvbryllup har man altså pænt tøj på. Heldigvis har vi fundet en rigtig flot skjorte, som han kunne acceptere.

fredag, oktober 16, 2009

En blandet landhandel

Så er det snart weekend igen. Manden kommer fra job om 1½ time, så jeg har bagt en chokoladekage til lidt hjemlig hygge. Vejret udenfor indbyder jo ligefrem til hjemmebag og hygge.


Udenfor er der blevet koldt og sokkerne må findes frem. Jeg havde nogen der lå i strikkekurven og kun manglede at få hæftet ender. Det gjorde jeg så i formiddags og nu kan Andreas og mig ihvertfald holde varmen om fusserne:-))
Andreas´ sokker er strikket i henholdsvis Bumbo strømpegarn og Aldi strømpegarn. Størrelse 35, strikket på p 2½.


Mine er Sunday Swing sokker, strikket i Zauberball, str ca 37 på pind 2½


Hovsa nu er jeg sørme blevet farvet rød i toppen, af min helt egen frisørmester aka manden.

torsdag, oktober 15, 2009

Opskrift på brunsviger

Lena har spurgt om jeg vil dele opskriften på brunsviger, så her kommer den.

Brunsviger også kaldet kagemand ;-)

40 g smør eller margarine
2 dl mælk
25 g gær
2 spsk sukker
½ tsk kardemomme
½ tsk salt
250 g hvedemel


Remonce

250 g brun farin
225 g smør eller margarine


Fedtstof og mælk lunes til ca. 35 grader.
Gæren smuldres i en skål og udrøres med mælkeblandingen.
De øvrige ingredienser tilsættes og dejen æltes smidig og blank. tildækkes og hæver et lunt sted i ca. 25 minutter.
Dejen slås ned og udrulles til en tynd plade, der lægges på en bradepande beklædt med bagepapir.
Efterhæver i 20 min.
Smør og brun farin smeltes sammen i en gryde og afkøles helt (lav det når dejen hæver første gang)
Når dejen er færdig med at hæve 2. gang laves huller i dejen med fingrene og remoncen fordeles udover hele dejen.
Kagen sættes i en 225 grader varm ovn, hvor temperaturen straks dæmpes til 200 grader. Bages i ca 15 min. eller til den er gennembagt.

kagen kan pyntes med flødeskum, men kan sagtens spises uden.

Velbekomme

Advarsel: Kagen er ikke for tøsedrenge og fedtforskrækkede ;-))

Når I er færdige med at bage kan I lige tage et kig inde hos Mette B, der har en giveaway. Præmien er et eller andet hun køber i London.

onsdag, oktober 14, 2009

Fødselsdag og brunsviger


Der er intet som en brunsviger frisk fra ovn. Brunsviger ikke noget, man spøger med og der er ingen diskussion om hvordan en brunsviger skal være. Blød og snasket med masser af fyld og det aller aller vigtigste, nemlig pyntet med flødeskum og slik. Det er ihvertfald sådan den skal være når man kommer fra nordjylland.
Brunsviger og fødselsdag hører sammen og i dag er det Jonas´ 7 års fødselsdag så jeg brugte lidt af formiddagen til at bage brunsviger. Jeg har før bagt brunsviger selv, men plejer nu mest at overlade det til bageren. Desværre har der for en måneds tid siden været brand i bageriet og et nyt bageri er ikke færdigt endnu, og så må man jo klare sig selv :-))
Grunden til der ikke er flødeskum på hele kagen, er at Andreas ikke bryder sig om flødeskum og at en anden ikke har godt af det ;-)


Jeg glæder mig til i aften når ungerne er kommet i seng. Så vil jeg sætte mig godt tilrette i sofaen med kaffe og strikketøj :-))

tirsdag, oktober 13, 2009

Vi skal til fest

Så fruen har været på indkøb :-))
Ovenikøbet på udsalg, da flere af kludene var nedsat og det er jo ik´ så ringe endda.
Jeg er egentlig udpræget buksepige og går kun yderst sjældent i nederdel, men da det er et sølvbryllup vi skal til, synes jeg denne gang, at jeg vil iføre mig en nederdel. på billedet ser det ud som om den er skæv, men det er den ikke. Den har nemlig spidser i forskellige længder forneden. 199,00 kr måtte jeg smide for den :-)


Tunika´en er ikke købt i samme forretning som nederdelen, men den turkise farve er nøjagtig den samme i begge dele, selvom det ikke helt ser sådan ud på billederne.
Den er af mærket Zhenzi (tøj i store størrelser) og kostede 125,00 kr :-)


I samme forretning fik jeg en tynd sort skjorte til at have ud over den turkise tunika. Den er af mærket Veto og har flere flotte detaljer både foran og bagpå. 210,00 kr for den :-)


Sidst men ikke mindst købte jeg nye sko hos Deichmann sko. 169,00 kr :-)


I alt 703,00 kr for alt det. Jeg er godt tilfreds :-)