Viser opslag med etiketten jul 2009. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul 2009. Vis alle opslag

onsdag, december 23, 2009

Højt fra træet grønne top...

...stråler juleglansen.


Nogen har fine juletræer, med pynt holdt i en bestemt farve, f.eks guld, sølv rødt eller blåt. Flot og elegant ser det ud, men det er ikke her hos os. Foruden de obligatoriske julekugler, så vil jeg ha´ alt børnenes krimskrams på mit juletræ.
F.eks denne nisse, som Andreas har lavet.


Netto-hunden er også Andreas´ kreation :-)


Denne glasklokke (jeg tror faktisk det er plastik) er én af ialt 6 klokker, som var det allerførste julepynt jeg købte, da jeg som 16 årig flyttede hjemmefra. Købt på postordre i den forlængst hedengangne Daells Varehus. I guder, hvor har jeg dog købt meget derinde og jeg husker endnu, at når der kom kataloger derfra, kunne jeg bruge timevis, ja dagevis med at bladre både forfra og bagfra. Hmm nu bli´r jeg nærmest nostalgisk. Det er meget meget mærkeligt, men kataloger fra Ellos får slet ikke de samme følelser frem og det er flere år siden jeg har handlet hos dem. Til trods for det, får jeg stadig breve med ekstra gode tilbud, fordi jeg er en af deres bedste kunder. Det må se skidt ud i det firma ;-))


Nu er vi helt klar til at holde jul. alle gaver er forlængst købt, køleskab og fryser bugner med mad, så man ikke skulle tro forretningerne åbner nogensinde igen. Kagedåserne er fyldte med småkager. Så nu er der kun tilbage at læne sig afslappet tilbage i sofaen og nyde juleferien.

Rigtig glædelig jul til alle jer derude, der trofast følger med her.

tirsdag, december 22, 2009

Stjernestunder.

Nu er det snart juleaften og i morgen skal vores juletræ pyntes.
Jeg har hæklet lidt stjerner til at hænge derpå. Egentlig ville jeg ha´ hæklet mange flere, men der var jo også så meget andet jeg gerne ville nå, så derfor er det kun blevet til 7, men nu har jeg så et helt år til at hækle nogen flere i he-he.


Udenfor er der hvidt og alt tyder på en hvid jul i år, til børnenes store glæde. Jeg kan sagtens undvære og især den snestorm de melder om kommer i eftermiddag.


Heldigvis kan man sidde godt og lunt indendøre med kaffe og strikketøj.


Kalenderhalsduken er forøvrigt det eneste jeg strikker på lige for tiden.

søndag, december 20, 2009

Der er hvidt derude....


Endelig kom der sne. Ikke i de mængder der er kommet andre steder i landet, men dog så jorden er dækket.


Efter billedet her blev taget, blev juletræet flyttet ind i garagen, så det ikke er sjaskvådt når det skal ind i stuen den 23.

Jul på torvet.




Soldalens brandvæsen kom med julemanden i år, så børnene kunne få de obligatoriske slikposer.

lørdag, december 19, 2009

Ingen sne....

Sne kan jeg dårligt vise, da vi vist højst har fået 50 snefnug. Til gengæld har vi fået ny lyskæde :-))


I ugens løb har jeg haft fødselsdag og altid søde og skønne Annette har sendt mig en gave. 3 nøgler Sandnes mini alpakka, tusind tusind tak for gaven Annette.


Udover garn har jeg fået en ny foodprocessor, den gamle stod af for et stykke tid siden, så en ny kom på ønskesedlen. Led til mit Pandora-armbånd har jeg også fået og penge som jeg venter med at bruge til forretningerne har udsalg, lidt snu har man jo lov til at være.

tirsdag, december 15, 2009

Havregrynskugler

Havregrynskugler hører julen til.


Skålen de er i, er en jeg har malet da jeg i en fjern fortid malede på porcelæn, helt tilbage i 1983.



Havregrynskugler

125 g smør
3 dl havregryn
1½ dl flormelis
½ dl kakao
2 tsk vanillesukker
3 spsk kold kaffe
1 dl kokosmel til at trille kuglerne i

Alle ingredienser (undtagen kokos) blandes godt sammen (jeg bruger foodprocessor, men en blender eller håndmikser kan sagtens bruges i stedet)
Tril små kugler og rul dem tilsidst i kokosmel.
Har du nogen i familien der ikke kan li´ kokosmel, så kan de sagtens rulles i kagekrymmel, men jeg foretrækker selv kokos. Smag og behag!

torsdag, december 10, 2009

Leverpostej

I går var jeg en tur hos tandlægen og bagefter i supermarkedet for at handle lidt ind til jul. I køledisken rendte jeg over et godt tilbud på lever og spæk og pludselig fik jeg lyst til at lave leverpostej. Det er ellers mange år siden jeg har gjort det, men nu skulle det altså prøves og her ser I resultatet. 6 skønne bagte postejer + jeg har kommet 3 ubagte i fryseren, lige til at tage op og bage inden serveringen. Nemt ikke?



Leverpostej

1100 g svinelever
550 g spæk
1 tsk peber
½ tsk allehånde
8 tsk salt

Afbagning:
200 g margarine
300 g mel
1 l + 1 dl mælk
1 stort finhakket løg

Svinelever og spæk hakkes hver for sig.
Smelt margarinen og svits løgene let heri uden at de tager farve. Tilsæt mel og rør godt sammen. Tilsæt mælken lidt af gangen. Krydderierne kommes i den færdige afbagning og derefter kommes spækket i og varmes med til det er næsten smeltet.
Leveren tilsættes og røres godt sammen.
Kommes i aluforme og bages i vandbad ved 195 grader i 1 time. Postejerne kan også fryses ubagte.



Jeg lover at næste indlæg her på bloggen, handler om strik ;-)
Olive er nemlig lige ved at være færdig :-))

mandag, december 07, 2009

Det skulle nødig hedde sig....


For nogen dage siden var vi til juleafslutning i fredagsklubben sammen med ungerne. En af opgaverne blandt forældrene var at lave julepynt til sognegårdens juletræ. Bla. skulle der flettes en stjerne. Jeg meldte mig til at lave den, for hvor svært kunne det lige være, jeg har da flettet adskillige stjerner igennem årene. Prøv så lige at forestille jer hvor pinligt det så er, når man må opgive og ha´ hjælp fra andre. Det var meget pinligt!! Så da jeg her i weekenden fik fat i stjernestrimler så gik jeg i gang med at flette stjerner og må konstatere at svært det er det ikke. Hvad der lige gik galt den aften, det må stå hen i det uvisse :-)

Jeg følger stadig med på kalenderhalsduken, men laver alle lige dages mønster én rapport kortere, så må vi se hvor langt det bli´r.

I dag skal jeg ha´ bagt en kage og så skal der fjernes lidt støv hist og her. Genboerne har sølvbryllup i morgen og der skal laves æresport i vores garage, så jeg regner med der er nogen der gerne vil ha´ en kop kaffe på et tidspunkt.
Ha´ en god dag derude.

søndag, december 06, 2009

Julegaver


Weekenden er blevet brugt til julegaveindkøb. Både lørdag og søndag har vi været afsted og nu mangler vi kun to gaver. Der har skullet købes mange i år, da vi har fået pengene fra både mine og mandens forældre til at købe gaver til ungerne og os selv, så ingen overraskelser i gaverne i år :-)

lørdag, december 05, 2009

Julesokker fra Drops


Har I set de her søde julesokker fra Drops. De er da rigtig julecool :-)

Opskriften har jeg fundet i Drops Julekalender 2009

fredag, december 04, 2009

Godter-i-nissen


Kagedåsen med pebernødder holdt ikke længe og her til morgen har jeg trillet pebernødder i lange baner, denne gang uden ungernes hjælp og mærkeligt nok så gik det hurtigere ;-)
Allerede på søndag skal der laves mere dej til pebernødderne, da jeg har meldt mig til at lave dej til Jonas´ klasse, så de kan hygge sig med at bage på mandag.
Jeg skal vist også ha´ lavet en dej til nogen Vanillekranse og til Jødekager så julebagningen kan gå i gang, men muligvis venter jeg til efter weekenden, jeg har ikke rigtig bestemt mig endnu.
Nissen på billedet er ikke én af mine kreationer. Jeg fik den i fødselsdagsgave af en kollega, da jeg blev 30, ja det er lige et par år siden eller mere :-)
Jeg kalder den for godter-i-nissen for hans mave er nemlig et syltetøjsglas og hovedet kan skrues af, så han kan fyldes med godter. Det har jeg nu aldrig gjort for jeg er bange for, hvis jeg tager glasset ud, når det skal vaskes op, at jeg så aldrig får det proppet ned igen, men ellers kunne jeg jo passende ha´ fyldt ham med pebernødder :-)

onsdag, december 02, 2009

Bagefter...

Vi er allerede bagud af dansen med hensyn til kalenderlyset. Det tager jo lige et stykke tid inden det er brændt ned til 1. Vi kunne såmænd godt ha´ begyndt at tænde lyset allerede sidst i november, men nu får det lov til at brænde det meste af dagen i dag, mon så ikke det hjælper på det.


Anderledes håber jeg det kommer til at se ud med mit kalendertørklæde. Det ser nemlig ud til jeg må springe over nogen mønstre. Jeg har nemlig regnet ud, at hvis alle mønstre måler det samme som det første, så blir mit tørklæde 2,88 m og det er nok lige i det længste for en pygmæ på kun godt 1,50 m :-)))
Jeg har regnet ud at hvis jeg springer over hver 3. dag så blir det ca 1 meter kortere og det er nok en lidt mere realistisk længde til mig, men på den anden side er det også en skam at springe over nogen af mønstrene. Hmm jeg må i tænkeboks!



OG TIL MIG SELV: "forøvrigt fru Nielsen, så er det fra nu af forbudt at starte på nyt strik før der er færdiggjort 2 strikketøjer, at du bare ved det"!

søndag, november 29, 2009

1. søndag i advent

Så blev det sørme 1. søndag i advent og adventskransen er klar til at blive brændt af, eller rettere lysene er ;-)


I år står kransen på en hæklet dug, som jeg har haft færdig i et par uger.


Dugen er hæklet i Ideas Daily bomuldsgarn fra Brugsen/Coop. Jeg har brugt knap 2 nøgler. Hæklet med nål nr 2½. Dugen måler 58 cm fra spids til spids.
Opskriften har jeg fra et Hendes Verden i 2007, men den findes også på svensk her

lørdag, november 28, 2009

Operation pebernødder

her i ugen havde jeg lovet ungerne, at lørdag skulle vi bage pebernødder. I går var jeg alvorlig bekymret for at det ikke blev til noget, for jeg lå det meste af dagen med stærk hovedpine og ondt i halsen. For at være ærlig, var jeg et øjeblik nervøs for noget med svin og influenza, men heldigvis ser det ud til jeg slap med skrækken. Jeg har det stadig ikke 100% godt, men meget bedre end i går og jeg kunne ihvertfald sagtens lave dej til pebernødder. Resten af arbejdet gjorde Andreas og Jonas, bortset fra at sætte i og tage ud af ovnen.


Det kræver stor koncentration at skære stænger i små stykker.


Bagefter trilles der til den store guldmedalje.


Og sættes på plade.


Endelig tid til en smagsprøve.


350 pebernødder klar til at komme i dåse.
Skulle andre ha´ fået lyst til at prøve, så kommer opskriften her.

PEBERNØDDER

500 g hvedemel
250 g smør
225 g sukker
1 tsk. hjortetaksalt
½ tsk. hvid peber
1 tsk. stødt kardemomme
½ tsk. stødt ingefær
1 spsk. reven citronskal
3 spsk vand

Hak mel og smør sammen og findel det til en grynet masse.
Bland sukker med hjortetaksalt, peber, kardemomme og ingefær og kom det i sammen med citronskal.
Hæld vandet i og ælt dejen sammen. Kom evt. lidt mere vand i hvis dejen er svær at samle.
Tril dejen til tynde stænger. Skær stængerne i små stykker og form dem til kugler og stil dem på en bageplade med bagepapir.
Bag pebernødderne i ovnen på 200 grader i ca. 12 minutter.
Stil de varme pebernødder på en bagerist, og læg dem i en kagedåse når de er kolde.

torsdag, november 26, 2009

Tiden sig nærmer.




Det er vist på tide, jeg får støvet de broderede julekalendere af. Stryges skal de ihvertfald. Svigermor har broderet julekalendere til alle hendes børnebørn, men det var lige ved at gå galt, det år hun faldt og brækkede håndleddet og manglede at brodere alle tallene på Nicolajs kalender. Heldigvis trådte min svigerinde til og broderede kalenderen færdig inden 1. december.

fredag, oktober 23, 2009

En hæklenåls bekendelser


For første gang nogensinde har jeg hæklet en lysedug og så endda direkte efter diagram. Opskriften kunne jeg ikke tyde, da den var fransk, så det blev til lidt gætteri om hvad de forskellige tegn betød, men jeg er godt tilfreds med det færdige resultat.
Det var en pludselig lyst der kom over mig, da jeg på en norsk blog så en hæklet jule/lysedug. Jeg har da også planer om en enkelt dug mere i rødt, så den kan blive rigtig julet at se på, men ellers tror jeg nu ikke det er den genre, der kommer mest af i fremtiden. At strikke er nu det skønneste, men det er måske fordi jeg sagtens kan strikke og se tv imens, det kniber det noget med når jeg hækler.
Dugen er 50 cm i diameter og jeg har brugt knapt 100 gram ideas daily 8/4 fra Coop. Dugen er hæklet på nål nr 2½.