onsdag, februar 29, 2012

Endnu et par til ham bedstefar

På månedens sidste dag fik jeg taget mig sammen til at få hæftet garnenderne i endnu et par strømper til min far.

bedstefar 002

Endnu engang er de strikket i Hjertegarns Sock 4, men denne gang i farve nr 8099.

Hvad skal man mon finde på at bruge dagen til i dag? Den 29. februar….det er jo sådan set en ekstra dag man har fået serveret, så mon ikke den er beregnet til afslapning og strik???

bedstefar 003

I morgen begynder jeg på mit nye arbejde og jeg lover jer der er kriller i maven allerede….

søndag, februar 26, 2012

Små huer

I min mors garngemmer var der ca 1 kg bomuldsgarn, som jeg har besluttet skal bruges til huer til barselspakkerne, som kreativsiden laver til Mødrehjælpen.

små huer 006

Foreløbig er det blevet til 3 djævlehuer. Her er den ene præsenteret på Esmeralda, som også dukkede op under flytningen.

små huer 002

Stakkels Esmeralda har levet et usselt liv, godt gemt væk i en garage, så det er ikke så sært hun er beskidt. Her har hun endnu en djævlehue på, men denne gang en anden model. Ved nærmere bekendtskab så vinder Gro´s model.

små huer 005

Her er et billede af bomuldsgarnet og som man kan se, så er der til mange flere huer. De vil nok dukke op her på bloggen, lidt efter lidt i løbet af året.

bomuld 002

FAKTA:

Opskrift: Gro´s djevellue

Garn: Bomuldsgarn 8/4 – forskellige rester, ca 25 gram pr hue

Den melerede hue er fra et hæfte fra Hjertegarn

søndag, februar 19, 2012

Ti tommelfingre….

…sådan føles det ihvertfald. De har drillet, de tommelfingre og det skal vare meget længe inden jeg skal strikke vanter igen.

Vanter er nu heller ikke den beklædningsdel jeg bruger mest af, men nu var det altså månedens tema i Topp til tå – alongen og så må det være sådan. Hvem ved om man kan gå hen og få brug for dem til næste vinter og så er det jo godt at ha´ dem på lageret.

vanter 004

Som I kan se er der foer i vanterne. Dvs. jeg har samlet masker op i kanten og strikket en “indervante”. Så jeg har faktisk haft besværet med 4 tommelfingre.

vanter 003

  blå strømper   vrangside 004

 

 

 

 

 

 

På det lille billede kan I se vrangsiden, inden jeg strikkede indervanten.

FAKTA:

Opskrift: Mittens that zig

Garn: Ialt 55 gram Bumbo babyuld, fordelt på 25 g hvid/25 g sort og 5 gram lyseblå. Til indervanten er der brugt 15 gram Rasmillas Yndlingsgarn.

Pinde: Drops strømpepinde nr 3

torsdag, februar 16, 2012

Milo

Jeg har længe….som i lige så længe Milo opskriften har eksisteret…..været helt tosset med den model. Jeg har beundret alle de flotte Milo´er der er blevet strikket rundt omkring. Jeg har bare ikke været så tosset med at købe opskrifter fra udlandet…..lige på det område er jeg en kylling, det indrømmer jeg gerne, men nu har jeg altså overskredet en af mine grænser og købt opskriften…..og det gik jo let og smertefrit.

Jeg skal helt sikkert strikke flere Milo´er, så den her bliver ikke den sidste Milo der bliver vist på bloggen.

milo 001

Næste gang vil jeg prøve med lidt tyndere garn, evt noget babygarn, da jeg synes den er lige tyk nok, men det er jo smag og behag.

milo 003

FAKTA

Opskrift: Milo af Georgie Hallam

Garn: 75 gram Vital Superwash fra Hjertegarn

Pinde: Rundpind nr 4….nederste kant dog på nr 3,5

 

Vesten er, som man næsten kan se, meget nem og lige til at gå til. Opskriften er nærmest beskrevet så detaljeret, at man bliver helt svedt og tror det værste.

Der er opskrift på 6 forskellige snoninger, med både diagram og skrevet linje for linje…..måske lige en tand for meget, men igen, nogen kan bedst med diagram og andre vil hellere ha´ det beskrevet.

Men det er vist sjældent en baby-opskrift på så nem en lille vest, er på 16 sider….man kan roligt sige, at man får fuld valuta for pengene Smiley

onsdag, februar 08, 2012

Noget lidt andet

Nu drejer hele livet sig jo ikke om at strikke, så indimellem laver jeg også andre ting.

boller 006

I dag f.eks har jeg begyndt dagen med at bage Liselottes kardemommeboller og jeg kan roligt love jer at de smager godt. Da jeg var i gang med at ælte dejen kunne jeg dufte de appelsiner der lå i frugtkurven på bordet og et kort øjeblik overvejede jeg om der skulle noget appelsinskal eller –saft i dejen, men blev så enig med mig selv om, at det ikke var hverken jul eller juleboller jeg var i gang med.

søndag, februar 05, 2012

Endnu et par sokker/strømper

Mon jeg er ved at blive en sokke-strikkeblogger? Jeg ved det ikke, men jeg ved at lige nu er jeg bidt af at strikke sokker og der er nok modtagere til dem, hvis jeg ikke selv kan bruge dem.

Jeg plejer at strikke sokker til min far til hans fødselsdag, men han er vist blevet snydt de sidste par gange og sidst jeg var hjemme gik han i sokker med hul i og det er altså strengt forbudt, hvis jeg skal bestemme, så nu har jeg strikket et par til ham og jeg har planer om endnu et par, men der er lige et par andre ting jeg vil lave først. F.eks skal jeg være færdig med et par vanter som er februars opgave i Top til tå-alongen på Hobbyboden.

blå strømper   vrangside 006

Fakta

Opskrift: Fra min sokkebibel

Garn: Hjerte 4 sock farvenr. 7899

Forbrug: 70 gram til str 43

Pindestr.: 2,5 mm

torsdag, februar 02, 2012

Min sokke-bibel

For mange år siden, ja nok omkring 18-20 år siden, var jeg i et andet ærinde hos “Mose bøger og papir”. En slags boghandel der lå her i Sindal. Mose havde meget andet end bøger og papir, han havde legetøj, alt i fotoudstyr, hobbyartikler, blyanter i alle afskygninger osv. osv.

Mens jeg stod i køen, for at blive betjent faldt mine øjne på et hæfte med strikkeopskrifter på sokker og straks blev der gjort impulskøb. Jeg kunne strikke i forvejen, men sokker havde jeg aldrig strikket og det fik jeg pludselig lyst til.

Andrea strikkemode 001

Lige siden har hæftet fuldt mig i tykt og tyndt og jeg bliver panikslagen, hvis jeg ikke lige kan finde det.

De første sokker jeg strikkede var ikke kønne….slet ikke, men jeg fortsatte ufortrødent og hvis jeg selv skal sige det, så mener jeg nok at jeg har fået lært at strikke sokker/strømper.

Faktisk var hæftet det første strikkeblad/opskrift jeg har købt. Senere er der så blevet købt en del andre blade/bøger/opskrifter.

Andrea strikkemode 004

Farverige børnesokker – fine med restegarn

Andrea strikkemode 008

Klassiske herresokker

Andrea strikkemode 002

Meget fin tabel med maskeantal osv til alle størrelser.

 

Vejrvarsler–kyndelmisse

kyndelmisse 001

Der kommer megen sne efter en solklar kyndelmisse, men er det gråvejr, sne, stærk blæst og uvejr, vil vinteren snart slutte

Hvis solen skinner klart på Kyndelmissedag, så vil der følge meget sne herefter.

Sner det på Kyndelmissedag, får vi tidligt forår.

Hmmm…her skinner solen, så foreløbig er der noget der tyder på, vi får mere sne.

tirsdag, januar 31, 2012

Uldne fibre og C-vitaminer

Hvad har de to ting nu tilfælles? Helt ærligt, ikke ret meget, men når jeg ser på mine sidst strikkede strømper, kan jeg ikke helt la´ være med at tænke på appelsiner, mandariner og clementiner…kort sagt C-vitaminer. Og så er uldne fibre og C-vitaminer vel begge godt at ha´ her i vinterkulden.

orange 004

Rigtig nemme strømper at strikke, men efter min mening alt for lange….men smagen er jo som bagen, forskellig! Derfor har jeg strikket dem en mønsterrapport kortere i skaftet og jeg har også startet på hælen før end beskrevet i opskriften, så foden er også blevet en mønsterrapport kortere. Strømpe nr 1 er nemlig strikket to gange og den første blev monster stor, selvom jeg havde lavet den efter str 38 i opskriften. Af skade bliver man klog og derfor måtte jeg lave lidt fiksfakserier ang. størrelsen, men det er bestemt alle anstrengelser værd. Jow jow jeg elsker skam mine uldne C-vitaminer!

Fakta

Opskrift: Paraphernalia

Garn: 85 g Sisu fra Sandnes fv. nr. 3308

Pinde: Strømpepinde nr 2½

 

lørdag, januar 28, 2012

En skøn uge.

Det er ikke meget der er blevet strikket…og det der er, er blevet trævlet op igen og startet forfra.

Til gengæld har jeg været til jobsamtale, fået jobbet, indhentet pletfri straffeattest og sidst men ikke mindst arbejdet så jeg i morgen kl 13 har haft i alt 36 timer i denne uge.

job 002

Jeg glæder mig rigtig meget til at få ro på mit arbejdsliv og en fast vagtplan. Som afløser ved man jo aldrig hvornår man bliver kaldt på arbejde, men omvendt får man erfaring og en god ballast, idet man kommer ud til rigtig mange forskellige borgere. Jeg har været glad for alle de steder jeg har været som afløser og vil helt sikkert komme til at savne både borgere og kollegaer, især der hvor jeg også var elev, men nu må jeg se fremad mod andre borgere og kollegaer som jeg glæder mig meget til at møde.

søndag, januar 22, 2012

Ublokket sjal

Jeg er færdig med sjalet, men har ikke rigtig fået det blokket. Jeg har kun rykket i det lidt hist og pist, men direkte blokket kan man ikke kalde det. Jeg plejer at blokke sjaler ude på terassebordet, men jeg kan ikke rigtig komme afsted med det lige nu. Der er for koldt og vådt osv…..i ved undskyldninger, men jeg skal nok få det gjort inden det skal afleveres.

sjal 003

Undskyld det meget lidt flaterende billede fra vores ældgamle badeværelse.

sjal 004

Fakta:

Opskrift: Trinity shawlette

Garn: NZ lammeuld, 80 gram

Pinde: nr 3½

Ændringer: Har strikket flere rapporter end opskriften foreskriver.

lørdag, januar 21, 2012

Vejrrapport fra Nordjylland :-)

Der er udsigt til sne, ihvertfald her i Vendsyssel….

sne 003

sne 001

sne 004

Jeg tror bare jeg vil finde strikketøjet frem og  nyde, at der er tørt og varmt indendørs.

torsdag, januar 19, 2012

De grønne hoser

“Det at gøre sine hoser eller strømper grønne er et specielt dansk udtryk. Det bygger på en gammel skik med at en heldig frier fik en grøn strømpe, mens en forsmået frier fik en sort”. Hentet fra Middelalderinfo

Grøn 005

Endnu et par strømper er færdige, nr 16 i rækken til 26ppii.

Denne gang strikket i Sisu fra Sandnes. Det er ikke første gang jeg strikker i det garn, men vist nok første gang jeg strikker strømper af det. Det bliver  absolut ikke sidste gang. Jeg kan rigtig godt li´ at strikke af det og det findes i masser af flotte farver. Og så synes jeg snoningen kommer rigtig flot frem.

Grøn 007

FAKTA

Opskrift: Basic cabled socks

Garn: 75 gram Sisu farvenr. 8514

Pinde: Strømpepinde nr 2½ mm

Ændringer: Jeg har strikket 20 omg rib 2 r, 2 vr inden jeg begyndte på snoningen. 6 snoninger inden hæl, hvor jeg har strikket hælflap istedet for timeglashæl.

For en god ordens skyld, så er strømperne til mig og ikke til en eventuel frier…..jeg er allerede i gang med planlægning af sølvbryllup i 2013.

lørdag, januar 14, 2012

Himlen brænder…

….hos Janne.

Det gjorde den også hos os og gemalen var ude og fotografere det smukke syn.

Himlen den 14.1.12

Himlen 2

Himlen 3

Det var altså helt vildt flot!

Pink og stribet

Sådan ser årets første færdige strik ud. Og som sædvanlig, havde jeg nær sagt er det et par strømper.

sokker 003

Strømperne er strikket i Sockenwolle fra Four Seasons Gründl og der er brugt 85 gram til en størrelse 42.

Hælen og kilen er lavet ligesom i opskriften på Smaug…..jeg synes altså den kile er lidt smart, eller man kan også sige at den er anderledes end det man ellers ser.

sokker 002

Strømperne er mit første bidrag i Topp til Tå alongen på det norske forum Hobbyboden og til sokke-KAL 12 på Webstrik…..jow jow 2 fluer med et smæk Smiley

Og nu vil jeg tilbage til sofaen og strikkepindende OG det næste par strømper i en superflot og fræk grøn nuance…rigtig forårsagtig og frisk!

onsdag, januar 11, 2012

Jeg har arvet.

sjal 001

Da mine forældre flyttede blev der selvfølgelig ryddet op og ryddet ud i mange ting. Deriblandt min mors garnlager, som jeg fik fornøjelsen af at arve, da hun ikke længere strikker.

Jeg er ved at strikke et sjal af noget af garnet og det har jeg tænkt min mor skal ha´, så på den måde får hun ihvertfald noget af garnet tilbage igen.

fredag, januar 06, 2012

Morgenstund

morgenstund 002

Da jeg kiggede ud af vinduet troede jeg et kort øjeblik at der var diset udenfor, indtil det gik op for mig at mine vinduer faktisk IGEN er ret så beskidte efter stormvejret. Gad vide om ham vejrguden i virkeligheden er vinduespudser og på den måde forsøger at tjene penge? Nå men det bliver ikke mine ruder han kommer til at tjene penge på, jeg gør det nemlig selv!

Dagen i dag byder på et besøg hos frisøren, et længe ventet besøg. Jeg skal nemlig sige jer, at jeg ligner, jeg ved ikke hvad. For at bruge min bedstes udtryk, så ligner jeg udskidt æblegrød ved juletid. Jamen det sagde hun altså altid, når noget så forfærdeligt ud og sådan kan vi da ik´ ha´ at jeg ser ud, vel?

mandag, januar 02, 2012

Stakkels børn

Efter deres mening er det lige på grænsen til børnemishandling!

Jeg vækkede Andreas og Jonas kl. meget tidligt i morges og satte uret til at ringe når de skulle gå i skole. Derefter tog jeg på arbejde i sikker forvisning om at ungerne skulle i skole. det skulle de så bare ikke. Kl. 8 stod de på skolen, hvor alt var lukket og slukket. Det er først i morgen de skal starte….stakkels stakkels børn, tænk at blive jaget ud af fjerene så tidligt helt uden grund.

school-closed-150x150

Hvorfor i alverden skal folkeskoleelever også altid ha´ ferie både før og efter alle andre?

Og så lidt om strik. I går slog jeg masker op til strømperne Smaug og fik strikket hele skaftet, men nu er det trævlet op igen. Der er simpelthen for lidt elasticitet i det mønster, så jeg var bange for at den blev for stram. Nu er jeg begyndt forfra og strikker bare helt almindelige strømper, hvor jeg dog vil lave hælen og vrangmaskerne på anklerne som i Smaug-opskriften. Det giver trods alt lidt afveksling.

søndag, januar 01, 2012

Velkommen nye år

Vi gik stille og roligt ind i det nye år. Ungerne så vi ikke meget til, da de jo efterhånden er blevet så gamle, at de hellere vil være ude og lave sjov og fyre lidt krudt af fremfor at sidde inde ved os.

Da vi spiste blev de obligatoriske bordbomber fyret af og juletræet måtte stå for skud og blev dermed udstyret med eksta pynt.

nytår 2011 001

Dagen derpå er der oprydning af diverse heksehyl og batterier.

nytår 2011 004

lørdag, december 31, 2011

Godt nytår

nytår 2012

I ønskes allesammen et rigtig godt nytår og tusind tak for alle de søde kommentarer I har skrevet til mig i 2011.

Jeg er ikke sikker på jeg bliver det festligste selskab i aften, da jeg har været på job i 6 dage i træk og i dag havde jeg først fri kl 15.30 så jeg er træt, men det er sådan det er når man arbejder med mennesker. De kan ikke bare pakkes sammen og stilles væk indtil jul og nytår er ovre.

Vi skal heldigvis bare være os selv i aften og hygge os med noget god mad og en flaske vin. En smule fyrværkeri er indkøbt, så et nytårsknald får vi nok også Smiley, der blinkerFest-smiley