mandag, marts 29, 2010

Thumbelina strømper

thumbelina 006

Jeg må indrømme at jeg for en gang skyld blev ramt af “second sock syndrome” da jeg strikkede de her strømper.

Jeg plejer ellers ikke at ha´ noget imod at strikke nr 2 strømpe, men denne gang gik det altså noget trægt med at komme igang med nr 2.

Måske er det fordi jeg ikke bryder mig så meget om garnet. Jeg kan bedst li´ det helt tynde strømpegarn, som f.eks 4- trådet Opal eller Regia og andet i samme kvalitet. Viking Frøya er lige en tand kraftigere.

Nå, men færdige blev de og farverne matcher jo nærmest til påsken ;-)

thumbelina 012

Opskrift: Thumbelina (Ravelry)

Garn: Viking Frøya og en rest gul strømpegarn fra Ingelise

Forbrug ialt: 65 gram

Pinde: Helt almindelige billige metal strømpepinde nr 2½ ( I love them)

P.S. I dag er jeg slet ikke doven som i går og jeg føler mig i det hele taget meget mere frisk, så nu er jeg nok ved at være på toppen igen.

Og så har jeg altså verdens bedste kollegaer. I de tre dage i sidste uge, hvor jeg ikke var særlig frisk, men alligevel på job, da gjorde de virkelig så meget for mig, så jeg ikke skulle tage for hårdt fat. Så jeg fik alle de lette opgaver, mens de tog slæbet. Det har jeg aldrig oplevet andre steder jeg har været!

søndag, marts 28, 2010

Super Service

Kl 19.41 bestilte jeg en opskrift hos Rasmilla.
Kl 19.53 landede den i min mailboks.
Sikken service, siger jeg bare. Jeg havde ikke forventet den kom før i morgen, når det er arbejdsdag igen.

Doven søndag

I guder hvor har jeg været doven i dag eller også er det bare fordi jeg stadig er mega træt efter at ha´ været syg. Jeg gider simpelthen ikke nogen verdens ting i dag. Ikke en gang at lave noget ordentligt mad gider jeg, så aftensmaden i dag bliver af den meget usunde, men også hurtige slags. Vi skal nemlig ha´ hotdogs og coca cola. Og jeg har ikke engang dårlig samvittighed, for det gider jeg nemlig heller ikke.

Hotdog cola

Senere i aften skal søndagen dog peppes lidt op med en Irish Coffee, det tror jeg nemlig lige jeg trænger til :-)

irish coffee

Og jeg skal helt sikkert strikke lidt, på et af de igangværende projekter. Det gider jeg nemlig godt ;-)

andrea´s 004

RIGTIG GOD SØNDAG AFTEN TIL JER DERUDE

tirsdag, marts 23, 2010

Halv-handsker med fletninger

halvhandsker 002

Halvhandskerne har været færdige i et stykke tid, men på grund af lungebetændelsen har jeg ikke fået dem lagt på bloggen.

De er super super lækre og nemme at strikke. De bliver helt sikkert et hit.

Efter opskriften skal de strikkes på p 3, men jeg valgte i stedet at strikke på p 2½, og det har jeg ikke fortrudt. De er blevet lige præcis så tætte og stramme som jeg ville ha´ dem.

FAKTA

Opskrift: Halvhandsker med fletninger af Else Schellerup (desværre kan jeg ikke finde dem nogen steder på nettet, men se forhandlerlisten på hjemmesiden)

Garn: Sandnes Mini Alpakka, lige godt og vel 50 gram (manglede 4 pinde da garnet slap op, heldigvis var der mere på lager ;-))

mandag, marts 22, 2010

Oppe igen

Efter en omgang lungebetændelse er jeg ved at være nogenlunde på dupperne igen. Jeg skal lige ha´ et lægetjek i morgen og hvis alt er vel, skal jeg på job igen på onsdag. Jeg hiver stadig lidt efter vejret og der skal ikke meget aktivitet til før jeg føler mig forpustet, men med lidt forsigtighed så går det.

Det er godt nok mange år siden, jeg har følt mig så dårlig og jeg har da heller aldrig før oplevet at lægen kom til mig. Jeg har altid været i stand til at komme til ham, uanset hvor dårligt jeg har haft det, men ikke denne gang!


Nå, men imens jeg har lagt under dynen, ser det minsandten ud til at foråret også har ramt Nordjylland og der er blevet +grader, for det kan vel ikke være mine febertåger der har smeltet det meste af sneen???

søndag, marts 14, 2010

Farvelade

bølger 001

På et tidspunkt har jeg vist udtalt mig noget om, at jeg ikke ville hækle bølger mere…..

Hvad har vi så lige her. Bølger og firkanter i et skønt virvar. Hvordan det videre kommer til at se ud, ved jeg ikke helt endnu, men jeg har da en idé om det. Meningen er ihvertfald at det skal blive til et barnevognstæppe, selvom jeg ikke pt kender nogen der har brug for sådan et.

Længsel

blomstrende træ

Jeg længes usigeligt efter forår. Ja jeg ved godt at det er kommet nogen steder i landet, men helt heroppe nordpå er der stadig sne, sne og atter sne lige meget hvor man end kigger hen. Dog har det tøet noget i ugen der gik, men der er stadig rigeligt af det hvide stads alle steder. Kønt er det ikke længere, det er blandet med skidt og snavs og ikke mindst hundehøm-hømmer. Føj

Jeg længes efter at se vintergæk, krokus og påskeliljer der myldrer op af jorden.

Længes efter knopper på træer og buske, der springer ud.

Ja jeg tror ligefrem jeg for en gang skyld længes efter at slå græs.

Længes efter ikke mere at ha´ bryggerset fyldt op med flyverdragter, vanter, huer og våde støvler. Jeg er sikker på mit bryggers bliver adskillige kvadratmeter størrer når alt det vinterudstyr kan pakkes væk.

I guder som jeg længes….

onsdag, marts 10, 2010

De morer sig…

Manden og ungerne morer sig lige for tiden. Den her kæmpe klamme plastikeddderkop synes de er rigtig sjov at forskrække mig med. I weekenden havde de gemt den i vasketøjet, i går lå den under min dyne og i dag havde manden sat den på grydelåget. Og jeg er så dum, at jeg bliver lige forskrækket hver gang. Ak ja, men pyt, lad bare de små more sig ;-)

edderkop 003

Strikkerelateret så er det noget med snoninger jeg er i gang med.

snoninger 002

Og så er det endda lidt snyd, for den er ikke syet sammen endnu.  Farven er mest rigtig på det øverste billede.

snoninger 001

lørdag, marts 06, 2010

Buttercup

Buttercup 2010

  I denne uge har jeg næsten været strikkemonogam. Jeg ville gerne ha´ den færdig, men strikketiden har været begrænset. Der skulle lige presses en forsinket fastelavnsfest og et ekstraordinært forældremøde ind i ugens program.

 

 Buttercup supersoft

Men her er den så. Fiks og færdig! Fiks er måske så meget sagt, for det er lykkedes mig at strikke den en størrelse for stor, så der er temmelig meget udsigt til babs og nutte, men heldigvis kan man da tage en top på indenunder. Jeg var advaret, da en ravelist skrev til mig, lige da jeg var begyndt på den og endnu kunne ha´ trævlet op uden at det blev for surt, at skulle strikke om, men vil man høre efter? Næh nej, det går nok, tænkte jeg og strikkede videre. Så kan jeg lære det!

FAKTA

Opskrift: Buttercup

Garn: 190 gramSupersoft i farven Clementine.

PInde: Nr 3 og 3½

onsdag, marts 03, 2010

Clementiner og smørblomster

clementiner

buttercup

Hvad har clementiner og smørblomster til fælles?

Jo ser I, jeg er i gang med at strikke Buttercup (smørblomst) i farven clementine (Supersoft)

buttercup thumbelina 005

Jeg er kommet længere end på billedet, der er taget for nogen dage siden.

lørdag, februar 27, 2010

Nyt program

Ja det er altså ikke fordi jeg har noget spændende på programmet, men jeg har lige downloaded Windows live writer og det skal jeg lige ha´ afprøvet :-))

crocuses

torsdag, februar 25, 2010

mandag, februar 22, 2010

Når ret skal være ret


Ret ret og atter ret. Ikke det mest ophidsende at strikke, men super nemt tv-strik eller "lørdag-aften-i-hallen-strik".
Det var slet ikke meningen jeg skulle strikke det her sjal, men jeg skulle ha´ et nemt projekt med i hallen og valget faldt på det her og det har jeg slet ikke fortrudt. Jo flere retmasker jeg har strikket, jo gladere er jeg blevet for sjalet, eller tørklædet som jeg nærmest vil kalde det. Det har en rigtig fin facon og en passende størrelse til mig, der er bedst til små sjaler. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at det er meget bedre end baktus-sjalet som så mange er vilde med.

Fakta
Opskrift:
Retstrikket sjal fra Drops
Garn: Four Seasons Grundl Hot Socks Cotton Stretch i alt 85 gram
Pinde: Addi turbo nr 3
Hot or not: Hot

lørdag, februar 20, 2010

Lidt lunt til hænderne


Når nu kulden og sneen bare bliver ved og ved, så må man ha´ nogen vanter. Jeg har godt nok nogen i forvejen, men de er "fabriksfremstillet" :-))
Jeg har ikke strikket efter en bestemt opskrift, men har kigget lidt efter "Hendes Verden´s" Vante og handskeskole.
Og der er altså "tomler" på, selvom man ikke kan se det på billedet!
Garnet er henholdsvis Lanett (hvid) og Bumbo strømmpegarn (rød), i alt 40 gram.
Blomsterne er hæklet og bagefter har jeg syet perler på, bare for sjov skyld, bling bling :-)

Snebilleder

Efterhånden er det en gammel nyhed at der er sne, men for at jeg selv kan huske hvor MEGET sne der er lige nu, poster jeg lige et par billeder.




mandag, februar 15, 2010

Tankeløst


Udfordringen er til at tage og føle på når man strikker et retstrikket sjal, men da jeg startede på det, havde jeg lige brug for et "tankeløst" strikketøj. Jeg skulle nemlig med ungerne hen i den lokale idrætshal, hvor der hver 4. lørdag er "F.U.N. i hallen", det vil sige jeg skulle tilbringe 4 - 5 timer med bare at holde et vågent øje med dem og så kunne jeg jo ligeså godt medbringe et strikketøj. Dog tog det lidt tid inden jeg fik det listet op af tasken, jeg er nemlig ikke vild med at strikke offentligt, men da der var to andre mødre der fandt garn og pinde frem, kunne jeg jo ligeså godt finde mit frem også :-)

tirsdag, februar 09, 2010

Strømper til hr. gemalen


Man skal høre meget før ørerne falder af, men det var lige hvad der var ved at ske herhjemme. En dag i forrige uge kom gemalen nemlig og spurgte om jeg ville strikke strømper til ham. What??? Han plejer ikke at ville bruge noget som helst hjemmestrikket, men det er åbenbart blevet så koldt nu, at mine strømper er gode nok ;-)

Garn: Schachenmayr nomotta Regia Square Color
Forbrug: 80 gram til str. 44
Pinde: nr 2½
Opskrift: min egen standard-opskrift (det bedste fra flere forskellige opskrifter, mixet sammen)

søndag, februar 07, 2010

Trinity-shawlette ver. 1


Det 3. sjal i 10shawls2010 er færdigt. Opskriften er utrolig nem og kan anbefales til førstegangs-lace/sjalsstrikkere.


Jeg var noget skeptisk angående garnet jeg har brugt. Oprindeligt er det strømpegarn, men jeg vil nu ikke anbefale det til strømper. Det er noget tyrkisk garn og består af 75 % Bambus og 25 % polyamide. Jeg tror at strømper strikket af det garn vil køre rundt på foden, da der nærmest ikke er noget elasticitet i det.
Det er langt bedre til f.eks sjaler.
Garnet tilhører Rokken, så sjalet er varmestuestrik. Jeg har endnu et nøgle af samme garn, så på et tidspunkt vil jeg strikke ver. 2 af opskriften, men det må vente lidt.


Ældstesønnen tænker på en uddannelse som anlægsgartner, så i går var vi med ham til åben hus på landbrugsskolen i Aalborg øst, hvor grundforløbet foregår. Det lyder til at være en spændende uddannelse, men desværre er det også indenfor det fag, svært at finde en læreplads. I første omgang skal han dog lige ha´ 10. klasse med så der er stadig lidt tid at løbe på og håbe at situationen på arbejdsmarkedet har bedret sig lidt inden.
For en flad 10´er købte vi en kaffeplante derude. Jeg tror dog ikke vi bliver selvforsynende med kaffe, men det kunne da være meget sjovt at se om vi overhovedet kan få den til at blomstre. Det kan tage omkring 4 år inden den blomstrer, så det store spørgsmål er om jeg kan holde den i live så længe :-))

mandag, februar 01, 2010

Nej tak

Stakkels mand! Altså den flinke unge mand der lige har ringet, på vegne af Ingelise.
Som undskyldning for alt det besvær jeg har haft med firmaet, ville de tilbyde mig de næste 2 numre helt gratis. He-he han var heldig jeg var i godt humør i dag, for jeg nøjedes med at komme til at grine meget højt ;-)) og takke pænt nej til tilbuddet.

søndag, januar 31, 2010

Weekend-blogger

Det ser ud til at jeg er blevet weekend-blogger, men jeg håber energien vender tilbage når det bliver forår. Vintervejret gør et eller andet ved mig og jeg er nem til at blive deprimeret og fuldstændig energiforladt. Kulde gør mig ingenting, men sne kan jeg altså ikke samarbejde med i længere tid.
Nå, men sneen skal nu ikke ha´ al skylden for trætheden. Det er selvfølgelig også mit nye arbejde, som jeg forøvrigt er blevet rigtig glad for, der har noget af skylden. Når man har gået hjemme så længe som jeg har, så er det godt nok lige på og hårdt, at starte med et 37 timers job fra den ene dag til den anden og de første 2 uger var hårde at komme igennem, men allerede nu er det meget bedre, så bare vent, når det bliver forår er jeg forhåbentlig blevet til en energibombe igen :-))

Selvom projekterne ikke ligefrem sprøjter ud af strikkepindene lige nu, så er det alligevel lykkedes mig at blive færdig med Olive nr 2. Også denne gang er den med korte ærmer, selvom temperaturen udenfor indbyder til lange ærmer ;-)


Denne gang har jeg strikket den i beigefarvet uld, som jeg fik af Annette i sommeren 2008. Garnet er 100% uld og jeg tror det kan sammenlignes lidt med shetlandsuld. Det virker lidt stift, men det er kun indtil det er blevet vasket, så er det blødt og lækkert. De røde kontraststriber er strikket i Zauberball, en rest jeg havde tilbage fra mine Sunday Swing Socks.



Fakta
Opskrift: Olive af Helga Isager
Garn: 225 gram beige uld og 15 gram Zauberball
Pinde: Nr 3 og 4
Ændringer: Har lavet korte ærmer, ellers ingen.
Hot or not: Helt sikkert hot.